23948sdkhjf

Corona har ikke mindsket interessen for 3D-print

Selv i et år med en global pandemi er der vækst i additive manufacturing-industrien (AM). Det konkluderer den nyeste rapport fra Wohlers, som hvert år tager en status på AM.

Ifølge den er AM-industrien vokset med 7,5 procent i 2020 og udgør dermed 12,8 milliarder kroner. Dermed er der ikke tale om samme stigning som gennem det seneste årti, hvor der i gennemsnit er sket en vækst på 27,4 procent årligt.

- Selv i et ellers krisepræget år bekræfter rapporten, at der er et potentiale i additiv produktion. Ikke blot giver 3D-print mulighed for en lokal produktion og muligheden for bedre digitale design, den printer også ”on-demand” og kun med det præcist nødvendige materiale. Det gør det til en bæredygtig produktionsmetode, som blot styrkes i takt med, at materialet til at printe i også bliver genanvendeligt, siger Frank Rosengreen Lorenzen, CEO i Dansk AM Hub, der understreger nødvendigheden af, at danske virksomheder bliver nysgerrige på AM:

- Det er afgørende, at vores danske virksomheder nu bruger deres danske superkraft i form af en innovativ og fremadskuende tilgang. 3D-print og AM vinder stort indpas i særligt bil- og flyindustrien, som mange af vores virksomheder leverer dele til nu. Hvis vi er med helt fremme i feltet, kan vi styrke vores konkurrenceevne og -position, siger han.

Rapporten har fokuseret på, hvordan Covid-19 har påvirket AM-industrien. Her oplevede de fleste etablerede AM-producenter et fald i salget af udstyr, men mange mindre etablerede virksomheder voksede i 2020.

Særligt var der en stigning inden for den gruppe, de kalder ”independent AM service providers”, hvor der var en vækst på 7,1 procent – svarende til næsten 5,3 milliarder dollars i omsætning.

- Væksten skal ses i lyset af mange danske og internationale virksomheder, som har haft store udfordringer på grund af brudte forsyningskæder og tomme produktionsgulve – hvor væksten blot bekræfter de fordele, som virksomheder kan opleve med additive manufacturing og 3D-print, siger Frank Rosengreen Lorenzen.

Den amerikanske Wohlers Report er på mange måder den brancheførende årsrapport om additiv fremstilling (AM) og 3D-print. Den fokuserer på tendenser, perspektiver og prognoser – og tilbyder både en omfattende forståelse af teknologien og industrien samt opdateret information om vækst, nylige tendenser og vigtige udviklinger over hele verden. Rapporten samler bidrag fra tjenesteydere, producenter og eksperter fra 34 lande.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125