23948sdkhjf

To nye medejere hos NG Metal: Det er en ny start

Salgsdirektør Regner Dahl og økonomidirektør Flemming Lind er nu blevet en del af ejerkredsen hos NG Metal, hvis hovedkvarter ligger i Spøttrup ved Skive.

Det er dog stadig administrerende direktør Christen Bo Justesen, der har aktiemajoriteten, som han overtog i 2017 fra A. Peter Graversen i et planlagt generationsskifte.

To erfarne herrer

Nu har han altså valgt at udvide ejerkredsen

- Flemming og Regner har selv et rigtigt stort ønske om at være en del af den udvikling, som vi har i gang. Efter coronakrisen, selv om vi ikke er helt ovre den endnu, er der ligesom en ny start, hvor der kommer til at tegne sig et nyt billede af, hvordan man gør ting. I sammenhæng med det var det rettidig omhu at få dem inddraget, siger Christen Bo Justesen.

Regner Dahl har været en del af NG Metal siden 2004, hvor han startede som produktionstekniker, og Flemming Lind kom til virksomheden i 2002. Der er dermed tale om to medejere med et indgående kendskab til den nordvestjyske metalvirksomhed.

Supplerer hinanden godt

Indlemmelsen i ejerkredsen betyder ikke, at hverken de to nye medejere eller Christen Bo Justesen får nye ansvarsområder.

- Vi sidder i princippet et tremandsteam, som supplerer hinanden. Vi er forskellige på hver vores måde, og det gør egentlig, at vi har et godt fundament at stå på, siger Christen Bo Justesen.

- Vi står over for at skulle i gang med en vækstfase igen, efter vi har været i gang med en tilskæring under coronakrisen, og der har man behov for at have nogen, som skal trække læsset fremad, og som også har et ønske om at være med i det, tilføjer han.

Ovenpå efter corona

Netop coronakrisen betød en opbremsning i aktiviteten hos NG Metal i foråret, hvor omkring 30 procent af medarbejderne på virksomhedens fabrik i Ukraine blev afskediget, mens 30 procent på fabrikken i Balling ved Skive blev sendt hjem på lønkompensation.

Den nedtur har NG Metal dog for længst lagt bag sig.

- Vi står egentlig overraskende godt, føler vi selv. Vi troede, at det sidste halve år skulle have været pil nedad, men vi vokser. For øjeblikket ansætter vi folk både på fabrikken i Danmark og Ukraine. Pilen peger absolut opad. Kunderne tør at begynde at lægge ordrer hos os, og det er over en bred kam, fortæller Christen Bo Justesen.

NG Metal består af fire virksomheder i koncernen med samlet over 250 ansatte. 50 ansatte i Danmark og over 200 ansatte på fabrikken i Ukraine.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078