23948sdkhjf

Stålfirma hacket: Jeg troede ikke, de gik efter firmaer som vores

Hanne Nylev blev meget overrasket en tidlig mandag morgen i november. I virksomheden NH Stål WaterCut kunne hverken hun eller de andre kolleger få liv i computerne. Der var bare sort skærm. Hun ringede til firmaets IT-firma, for det måtte de jo kunne fikse. Men det gik hurtigt op for IT-folkene, at der var noget helt galt. De tog firmaets server med for at undersøge, hvad der var galt. De fandt ud af, at NH Stål WaterCut var blevet hacket.

- Jeg blev meget overrasket. Jeg troede ikke, at hackere gik efter sådan et lille firma som vores, fortæller Hanne Nylev, der driver virksomheden NH Stål sammen med sin mand Mogens. 

Havde netop tegnet forsikring

- Vi var heldige med, at vi fem dage før havde tegnet en forsikring imod hacking. Så vi kunne hurtigt få hjælp, fortæller Hanne Nylev.

Hun havde tidligere sørget for, at alle personfølsomme oplysninger lå i skyen og ikke på de fysiske servere. Men hun havde ikke tænkt på, at de computere der styrer maskinerne, og hvor tegningerne over produkterne ligger, kunne blive ramt. 

- Vi kunne ikke producere noget i tre dage, for vi kunne ikke komme til tegningerne, forklarer Hanne Nylev. 

NH Stål WaterCuts IT-firma kunne senere den mandag i november fortælle, at hackerne krævede en løsesum udbetalt i Bitcoins. Det havde Hanne og de øvrige kolleger heldigvis ikke selv set, da de slet ikke kunne tænde computerne.

Politiet vil ikke efterforske sagen

Udover overraskelsen over at blive ramt at hackere på en måde, så den lille virksomhed blev lagt ned i tre dage, så er Hanne Nylev overrasket over den reaktion, der mødte hende, da hun ringede til Fyns Politi.

- Politiet sagde, at jeg da godt kunne anmelde det på nettet, men hvis der ikke var blevet hacket personfølsomme oplysninger, så ville de alligevel ikke gøre mere ved det.

Både hos NH Ståls forsikringsselskab og hos deres IT-leverandør Kortermann IT i Svendborg nikker de genkendende til, at politiet generelt ikke efterforsker hackerangreb, hvis ikke der er blevet hacket personfølsomme oplysninger. Heller ikke selv om der kan være tale om store driftstab, når produktionsvirksomheder bliver lagt ned og ikke kan producere noget i flere dage, uger eller måneder. Fra forsikringsselskabets side var der ikke noget krav om, at NH Stål WaterCut skulle anmelde angrebet til politiet, da deres erfaring er, at den type sager ikke bliver efterforsket.

Vil advare andre

Hanne Nylev ønsker at advare andre, så de ikke bliver udsat for hackerangreb. Derfor tog hun også kontakt til Tekniq Arbejdsgiverne, som i denne uge har skrevet om sagen i deres medie. I modsætning til mange andre vælger at NH Stål at stå frem og fortælle om angrebet.

- Vi vil gerne advare andre, så de ikke kommer i den samme situation som os, og så vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det kan være en god idé med en forsikring.

Den forsikring, NH Stål WaterCut tegnede, dækker kun udgifter til at få rettet op på skaderne i forbindelse med hackerangrebet, så virksomheden hurtigst muligt kunne komme tilbage i drift. Men den dækker ikke det driftstab, der måtte være som konsekvens af et produktionsstop. En sådan forsikring er væsentligt dyrere, end den forsikring NH Stål og WaterCut heldigvis nåede at tegne inden hackerangrebet.

NH Stål Watercut havde på forhånd alle de sikkerhedssystemer, som deres IT-leverandør har anbefalet dem. Deres IT-leverandør har ikke efterfølgende kunnet se, hvordan hackerne er kommet ind og de har derfor heller ikke haft nogen anbefalinger til, hvor sikkerheden eventuelt kunne forbedres udover en generel opfordring til at være opmærksom på, hvilke mails der bliver åbnet.

Metal Supply har bedt om en kommentar fra Fyns Politi for at få en kommentar til, hvorfor Hanne Nylev fra NH Stål Watercut fik besked om, at politiet ikke vil efterforske sagen, hvis der ikke er blevet hacket personfølsomme oplysninger. Fyns Politi undersøger nu sagen og vender tilbage.

Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111