23948sdkhjf

Nordjysk robotvirksomhed henter 80 millioner til eksporteventyr

De øvrige ejere af den nordjyske robotvirksomhed Turf Tank, der er kendt for sine robotter, som kan kridte en sportsbane op med stor præcision, har købt Coolshop-ejer Jacob Risgaard ud af selskabet. Hans tredjedel af virksomheden bliver nu solgt til Johnny Laursen og Mikkel Klitgaard Jacobsen.

- Jeg har været med på Turf Tanks rejse siden den spæde start, og da mine egne selskaber er i eksplosiv vækst, så overdrager jeg nu selskabet til nogle, der aktivt kan bringe Turf Tank til nye højder. Det er en naturlig rejse for en investor at være med et par år. Jeg er overbevist om, at der er den helt rette gruppe til fremtidig drift nu, både i ledelsen og investorkredsen, siger Jacob Risgaard.

Frisk kapital

Samtidig er EKF Danmarks Eksportkredit, Vækstfonden og Danske Bank indtrådt som långivere og sammen med de eksisterende ejere har de skudt 80 millioner kroner i den nordjyske virksomhed.

Kapitalindskuddet kommer efter et turbulent år præget af coronakrisen.

- 2020 startede i højt tempo, men corona har ændret markedet. Med nedlukninger hos mange af vores kunder samt reduktion af budgetter på tværs af sportsklubber, skoler og kommuner er vi blevet forsinket i vores muligheder for at realisere det kæmpe potentiale, der ligger for at bygge videre på den voksende glade kundebase vi har, siger Olav Bjørn Jørgensen, CEO i Turf Tank, og fortsæter:

- Robotten er banebrydende i forhold til opstregning af sport da den elimininerer manuelt arbejde, reducerer forbruget af maling og leverer et perfekt resultat hver gang. Derudover er robottens logofunktionalitet – hvor Turf Tank fungerer som en printer på græs – noget mange kunder virkeligt har glæde af. De nu tilførte midler skal sikre den fremtidige vækst samt sikre det fortsatte fokus på udlejning frem for salg af robotter.

Turf Tank har i 2020 styrket organisationen på mange områder og har etableret et strategisk partnerskab med Aalborg Universitets robotlinjer.

Kapital til at forløse potentialet

Robots as a Service er en stærk trend på markedet for robotter til alle brancher, fordi slutkunderne ønsker fleksibilitet og risikominimering. Det fortæller Vækstfonden, der længe har haft kig på robotstjernen Turf Tank i Nordjylland. Da virksomheden ændrede forretningsmodellen fra robotsalg til -udlejning, opstod der et match.

- Det er svært at komme ud på markedet med et helt nyt produkt. Men Turf Tank tilbyder en attraktiv model, hvor man kan leje en robot til nogle tusinde kroner om måneden. Det betyder selvfølgelig også, at det skaber et stort kapitalbehov for dem, der producerer robotterne. Derfor er vi glade for at kunne spænde et sikkerhedsnet ud under Turf Tank, så ledelsen med ro i maven kan sikre, at succesen ikke påvirker dem negativt, når de eksekverer deres vækstplan, siger Henrik Larsen, senior director i Vækstfonden.

- Vi tror på, at selskabet har potentiale til at blive en international robotsucces, der kan inspirere andre danske iværksættere; De har et revolutionerende produkt, en stærk ledelse og nogle meget aktive, dygtige ejere. I Vækstfonden vil vi være med til at udvikle virksomheder over hele Danmark, og Turf Tanks placering i det nordjyske er et lysende eksempel på, at vi ved at dyrke de lokale potentialer kan skabe stærk vækst og arbejdspladser, uddyber han.

Turf Tank blev stiftet i 2014, da stifterne fik ideen til en opstregningsrobot. Turf Tank One er patenteret, og den kan opstrege baner til blandt andet fodbold, baseball, rugby, amerikansk fodbold, hockey, løbebaner og lacrosse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234