23948sdkhjf

Fire årtier med industrilakering

Den 17. januar kan Randers-virksomheden Speed Color fejre 40-års jubilæum.

Gennem alle årene er det Erling Jensen der har stået i spidsen for den østjyske overfladebehandlingsvirksomhed. Og fik interessen for lakering i en ung alder.

Det hele begyndte tilbage midt i 1970-erne. Jeg var blevet 18 år og havde fået motorcykel. Da jeg er uddannet autolakerer, var der flere af dem, jeg kørte motorcykel sammen med, der ønskede at få nye farver på deres motorcykel, og ja, så var det jo mig de spurgte, fortæller Erling Jensen.

I 1974 var vi flere der var taget på motorcykeltur til Sverige og til en VM-afdeling af et stort motorcykelløb. Her var der samlet rigtig mange motorcyklister, og mange af motorcyklerne var malet med en speciel maling og teknik, som jeg beundrede meget, fortsætter han.

Hjemme i Danmark igen fik han lov at indrette en sprøjtekabine i forældrenes grisestald, og så gik han ellers i gang med at male motorcykler.

Den 17. januar 1981 tog Erling Jensen så næste skridt og startede egen virksomhed på Grenåvej i Randers. Her rykkede han ind et autolakereri som havde tilhørt en bilhandler. Og så var Speed Color Design, som virksomheden hed dengang, en realitet.

I de første år var det udelukkende biler og motorcykler, Erling Jensen malede, men efter tre rykkede han ind i et nyt autolakereri på Mosevej i Randers, og her begyndte der også så småt at komme industriopgaver til.

Efter seks år på Mosevej blev det igen for småt og Erling Jensen byggede nyt værksted på Hjaltesvej i Randers Randers hvor virksomheden også holder til i dag. Dengang var det på 1.000 kvadratmeter, men det er siden blevet udvidet så der i dag er 3.000 kvadratmeter under tag og to malekabiner hvoraf den største kan tage emner op til 15 meter i længden og 20 tons.

På Hjaltesvej blev det mere og mere industriopgaverne der tiltrak sig opmærksomheden, og det tog Erling Jensen konsekvensen af.

- For cirka 10 år siden valgte jeg at udleje min autobygning og kun koncentrere mig om at male industriemner, hvor vi blandt andet også løser opgaver med fin-industrilakering for flere af store danske og kendte fabrikker, fortæller Erling Jensen.

Udover lakering tilbyder Speed Color også sandblæsning og metallisering og kundelisten tæller kendte virksomheder som Grundfos, Terma, Velux og Novo Nordisk. Opgaverne har også spændt bredt gennem årene og i hallerne i Randers er der blevet malet alt fra robotter og motorer til emner i den mere kuriøse afdeling som hoptimister, mælkekartoner og styrthjelme til den tidligere Le Mans-vinder Tom Kristensen.

Virksomheden har i dag 12 ansatte og de har travlt. Og selv om Speed Color nu har 40 år på bagen insisterer Erling Jensen på at følge med tiden og udvikle virksomheden i takt med at ny teknologi dukker op.

- Vi har en plan om at vi skal have digitaliseret flere af vores ting. Vi er kommet med i et program hos Randers Erhvervsforening, som vil hjælpe os i gang med det. Det er den vej vi skal gå så tingene bliver mere selvkørende, siger han.

For hans eget vedkommende har han lige så meget energi og gåpåmod, som da han startede virksomheden i 1981. Derfor skal man heller ikke regne med, at han lader sig pensionere lige med det samme.

- Helbredet har det fint – så lang tid det vil, så vil jeg nok også. Nu bliver jeg snart 65 så det bliver nok i hvert fald et par år endnu. Der er ikke lave en plan for et generationsskifte, men det skal vi også til at gøre, slutter Erling Jensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094