23948sdkhjf

Fortsat tilbagegang hos Sanistål, men strategien virker

2020 har indtil videre ikke været nådigt ved nordjyske Sanistål, som for årets tre første kvartaler kan notere sig en tilbagegang i omsætningen på 2,3 pct. sammenlignet med 1.-3. kvartal sidste år til 2,4 mia. kr. ligeud.

Ligeledes er driftsindtjeningen (ebitda) faldet med 18 pct. i forhold til samme periode sidste år til 78,6 mio. kr.

- Resultaterne i tredje kvartal er stadig ikke tilfredsstillende, men der er positive tendenser i tredje kvartal, som viser, at udrulningen af Genesis-strategien skaber værdi, siger adm. direktør Christian B. Lund i forbindelse med regnskabet.

- Covid-19 er stadig en udfordring, men implementeringen af marginfremmende initiativer og øget fokusering på digitale koncepter gør, at vi ser positivt på den resterende del af året. Vi fastholder forventningerne til året på trods af den generelt forhøjede usikkerhed som følge af pandemien, fortsætter han. 

Zoomer man ind på tredje kvartal, har effektiviseringer og en redesignet webshop bidraget positivt, sidstnævnte med tocifrede vækstrater, og omsætningen i kvartalet er med 676 mio. kr. næsten på niveau med tredje kvartal sidste år. 

Sanistål er blandt andet leverandør til minkbranchen, og regeringens beslutning om at forbyde erhvervet frem til 2022, som efter alt at dømme snart vedtages, vil påvirke i Q4 såvel som fremadrettet.

"Regeringens beslutning om aflivning af danske mink vil påvirke Saniståls aktivitet til minkbranchen fremadrettet," står der kort i regnskabsmeddelelsen. 

Sanistål fastholder sine forventninger til 2020, som lyder på en ebitda i lejet 100-125 mio. kr. 

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.156