23948sdkhjf

Mange eksportordrer til Tram, men leveringen må vente

Aalborg-producenten af mekaniske testmaskiner oplever pæn aktivitet på flere markeder, men har svært ved at komme ud i verden for at installere løsningerne

Både opgraderinger og konstruktion af nye testmaskiner fylder godt i produktionen hos Tram A/S. Skærpede krav til materialedokumentation har øget efterspørgslen, og virksomhedens mange eksportkunder investerer stadig i nyt udstyr.

Men det kniber med at komme rundt i verden for at installere de færdige løsninger, og anden bølge af coronavirussen har ikke gjort det nemmere. Direktør Knud Sørensen kan trods alt glæde sig over, at man fik indhentet lidt af det forsømte hos de nordeuropæiske kunder, inden virussen igen tog fat.

- Det betød, at vi undgik de værste flaskehalsproblemer. Hen over sommeren og i begyndelsen af efteråret, fik vi installeret en del maskiner i Skandinavien. Leveringer til Sydeuropa og de oversøiske markeder halter dog stadig, siger Knud Sørensen i en pressemeddelelse og uddyber, at man stort set altid skal have en medarbejder med ud til installation og undervisning i forbindelse med leveringen.

- Samtidig er service en vigtig del af vores forretning, og det foregår også over hele verden. Vi har desværre sparet mange penge på rejsekontoen i år.

Fra ordrestop til ordreflow

Knud Sørensen understreger, at den aktuelle aktivitet naturligvis er positiv. Et decideret ordrestop i foråret har ændret sig til et fornuftigt ordreflow. Flere brancher får løbende skærpet kravene til materialedokumentation, og blandt andet plastindustrien og beton- og byggeindustrien bliver underlagt stadig strengere normkrav. Det har medvirket til at forkorte salgsprocessen af testmaskiner.

- Alle vores kunder arbejder med dokumentation. Hvis det er nødvendigt med en opgradering, eller en helt ny testmaskine for at overholde kravene, tages beslutningen uden de store sværdslag. Vi har ordrer på testmaskiner til armeringsjern, genbrugsmaterialer, gummislanger og betonfliser. Det er vidt forskellige materialer, men de skal alle opfylde standarderne inden for de givne ramme.

Hjemmemarkedet vokser

Den største del af omsætningen hos Tram ligger i udlandet, men afsætningen i Danmark er stigende. Flere virksomheder skifter en manuel testproces ud med en automatiseret, og Knud Sørensen mener, at man er hjulpet godt på vej af den store automationsbølge.

- Omdrejningspunktet for vores løsninger har altid været automatisering og standardisering. De termer bliver ikke mindre relevante de kommende år. En hvilken som helst testfunktion kan optimeres, da al datalagring sker direkte fra testmaskinen til kundens egne medier. Vi videreudvikler løbende softwaredelen for at gøre det endnu nemmere, og i Danmark kan vi heldigvis stadig komme rundt og installere, slutter Knud Sørensen.

Læs mere om: tram
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095