23948sdkhjf

Nyt projekt skal lave energieffektive produktdesigns

Nyt forsker- og producent-netværk skal ved hjælp af blandt andet kunstig intelligens udvikle metode til mere energieffektive produktdesigns til dansk industri

Forestil dig, at du kunne sætte en computer til at beregne, hvordan et produktdesign skulle se ud, for at det blev så energieffektivt som muligt og med den mindst mulige CO2-udledning.

Det er netop målet et nyt projekt, som med udgangspunkt i en række virksomhedscases skal skabe mere energieffektive produkter til dansk industri. Easy-E som projektet hedder, er støttet af EUDP og løber i de næste tre år.

Easy-E projektet ønsker at tage den state-of-the-art viden, der findes på DTU omkring topologioptimering - i særdeleshed termisk topologioptimering – og gøre den tilgængelig for dansk industri. Topologioptimering kan nemlig afhjælpe en række udfordringer, som danske virksomheder står med omkring energieffektivitet, både nu og i fremtiden.

Topologioptimering handler kort sagt om at få en computeralgoritme til at optimere en problemstilling. Så hvis man for eksempel sætter nogle rammer op omkring belastning, vægt, materiale og volumen, kan algoritmen beregne det bedste forhold mellem styrke og vægt og vise, hvordan emnet skal se ud, når materialet fordeles optimalt. Ved termisk topologioptimering er den eneste forskel, at det i stedet for vægt og styrke handler om energirelaterede egenskaber, såsom varmeoverførsel, flow eller køling – og netop energieffektivitet ses som den hurtigste og mest rentable vej til at reducere det danske CO2-regnskab.

- Det er interessant at gribe problemstillinger omkring energieffektivitet an på denne måde, fordi computeren ofte kommer med løsninger, som er markant anderledes, end det vi intuitivt kan tænke os til. Og det har dansk industri brug for, hvis vi skal lykkes med at udnytte de mange energipotentialer, så vi kan reducere CO2-udledningen frem mod 2030, lyder det fra Nikolaj Vedel-Smith, faglig leder på Teknologisk Institut, som er projektleder i Easy-E.

Fakta om projektet

Easy-E projektet løber over de næste tre år og har et samlet budget på 20 millioner kroner.

Projektet er støttet af EUDP - Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram og har deltagelse af såvel videns- som industripartnere.

Videnspartnerne er DTU – Danmarks Tekniske Universitet, Teknologisk Institut samt Oqton Danmark, mens industrien repræsenteres af Aarsleff, Danfoss Cooling, Asetek, Bühler Group og Gram Equipment.

Udgangspunkt i konkrete industrielle udfordringer

Computeralgoritmen til termisk topologioptimering udvikles og testes i løbet af de tre år, projektet varer, og herefter skal den gøres kommercielt tilgængelig for danske industri gennem en letanvendelig software, som virksomhederne kan bruge til at beregne nye løsninger på energimæssige udfordringer.

Før man kommer så langt, skal algoritmen dog prøves af på konkrete problemstillinger, og det skal sikres, at de topologioptimerede emner rent faktisk kan fremstilles. Derfor har projektet deltagelse af en række virksomhedspartnere, som repræsenterer forskellige industrier, og som står med aktuelle udfordringer – for eksempel inden for køling af datacentre og batterier til elbiler. Disse udfordringer vil Easy-E løse med termisk topologioptimering.

- Det ultimative mål for projektet er, at vi får løsningen ud og sparer CO2. Måden vi gør det på, er ved at lave en god og billig løsning, som rent faktisk efterspørges i markedet. Derved kan løsningen sættes i produktion, så den kommer ud, hvor det rent faktisk har en effekt – nemlig ude hos forbrugerne, fortæller Nikolaj Vedel-Smith.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109