23948sdkhjf

Starter dansk brændselscelleproduktion trods manglende fabrik

For godt et år siden tog brændselscelleproducenten Blue World Technologies (BWT) første spadestik på byggeriet af den fabrik, der på sigt skal producere 50.000 brændselscelleenheder om året på Aalborg Havn. 

Bøvl med jordbundsforholdene har dog betydet, at fabrikken og dermed også produktionen har ladet vente på sig – det endda til trods for, at der har været ordrer nok at tage fat på. 

Men nu er der lys forude. BWT starter nu sin første produktion af metanolbrændselsceller på havnen i Aalborg. 

Ikke i egen fabrik, men i den containerudvidelse, CEO og stifter Anders Korsgaard har etableret i umiddelbar nærhed af hovedkontoret. 

Her skal produceres en til to brændselsceller om ugen. Brændselsceller, som allerede er afsat til kunder, inden de overhovedet har forladt "fabrikken".

Ud over selvfølgelig at glæde en kunde i den anden ende, så er den nystartede produktion også et vigtigt skridt på vejen mod en kommercialisering. 

- En af de mest vigtige elementer vi har arbejdet på de sidste to år er at reducere produktionstiden og -omkostningerne på brændselscellekomponenterne. Vi er nu nået til et punkt, som bringer os et skidt tættere mod at kommercialisere teknologien, som gør, at vi kan konkurrere med traditionelle teknologier, siger Anders Korsgaard. 

Ud over produktionen i Aalborg planlægger Blue World Technologies også at have udviklings- og produktionsaktiviteter i kernemarkederne for at optimere logistikken og sikre nærhed til kunderne.

Fortsætter pletvis produktion

Grundet den noget fyldte ordrebog og indgåede aftaler om leverancer af brændselsceller til blandt andre den kinesiske bilproducent Aiways, har Anders Korsgaard ikke helt kunnet undgå at producere celler i de seneste par år. 

- Man må være kreativ. Det, der ikke produceres her, produceres andre steder i Danmark eller i udlandet, har Anders Korsgaard tidligere fortalt til Metal Supplys søstermedie Energy Supply.

BWT oplyser til Energy Supply, at man forsætter med denne pletvise produktion lidt endnu, da produktionsfaciliteterne på havnen ikke helt rækker til endnu. 

Opskalering af produktionen

Den begrænsede produktion, der nu er blevet påbegyndt, er ikke alene et skridt hen mod kommercialisering, men også et indledende skridt hen mod at opskalere produktionen. 

Den erfaring, som BWT får fra den begrænsede produktion, vil blive brugt i den vedvarende optimering af produktionsmetoder og -processer, hvor virksomheden vil bevæge sig hen imod en serieproduktion af 2.000 til 5.000 brændselscelleenheder. 

Blue World Technologies forventer at fortsætte med at opskalere produktionen, med et mål om at nå en kommerciel storskala produktionskapacitet på 50.000 enheder inden for de næste tre år.

Om Blue World Technologies

Blue World Technologies udvikler og producerer methanol-brændselscellekomponenter og -systemer som et grønt alternativ til forbrændingsmotoren.

Brændstoffet til Blue World Technologies’ brændselscellesystemer er methanol. 

Blue World Technologies fokuserer på højtemperatur PEM-teknologien kombineret med methanol-reformering. En kombination, der sikrer et simpelt systemdesign med høj konverteringseffektivitet og er i overensstemmelse med kravene til design af køretøjer. Slutproduktet er et køretøj med mange fordele; lang rækkevidde, hurtig tankning, ingen skadelige emissioner og lave brændstofomkostninger.

Blue World Technologies’ hovedkontor ligger i Aalborg, Danmark.

Kilde: Blue World Technologies

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188