23948sdkhjf

Østjysk hydraulikvirksomhed hædres af Parker Hannifin

I øjeblikket kører det som smurt i olie for Grenaa/Aarhus Hydraulik. Virksomheden er nemlig lige blevet kåret til årets vækstvirksomhed blandt industrigiganten Parker Hannifins mange kunder i Danmark.

Parker Hannifin producerer tekniske komponenter til et hav af forskellige brancher. Prisen betyder, at Grenaa/Aarhus Hydraulik er den virksomhed med størst fremgang fra juli 2019 - juni 2020, når det gælder køb af Parker Hannifins-produkter.

- Vi er vækstet med 46 procent hos Parker Hannifin. Vi bruger jo deres produkter, når vi er ude og klargøre og vedligeholde maskiner hos vores kunder, og prisen er et udtryk for, at vi i det seneste års tid har haft travlt, siger direktør i Grenaa/Aarhus Hydraulik, Frederik Høgh Brandstrup.

Hydraulik-virksomheden har også en ”Parker Store” i Århus kun med Parker Hannifins-produkter.

- Her har vi haft godt gang i salget af hydraulik-slanger, fittings, cylindere og mange andre af Parkers produkter. Vi kan blandt andet mærke, at vindmølleindustrien er inde i en god udvikling, og vi har solgt mange reservedele til vindmølleparker i hele landet, fortæller Frederik Høgh Brandstrup.

17 medarbejdere er ansat hos Grenaa/Aarhus Hydraulik, og de fleste arbejder ud fra værkstedet på Kalorievej i Grenaa. De resterende har base i Aarhus-afdelingen på Viengevej i Risskov. Indtil for nylig hed virksomheden udelukkende Grenaa Hydraulik, men for at vise at de også har en afdeling i Aarhus, har de skiftet navn til Grenaa/Aarhus Hydraulik.

Hydraulik-firmaet har både kunder til lands, til vands og i luften, og de har i år blandt andet udskiftet alle hydraulikslanger på Samsø-færgen Prinsesse Isabella. De har også lavet hydraulik til to nye passager-landgange for Molslinjen.

Grenaa/Aarhus Hydraulik regner med at købe endnu flere hydraulik-komponenter fra Parker Hannifin i den kommende tid.

- Det gør vi blandt andet, fordi vi kan mærke, at efterspørgslen fra vindmølleindustrien fortsætter med at stige, så vi går da også efter at vinde prisen næste år, siger Frederik Høgh Brandstrup.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078