23948sdkhjf

NSM veksler stort minus til plus i et år med udfordringer

De seneste to år har været omtumlede hos underleverandøren NSM. Efter et stort underskud i 2018 er den økonomiske udvikling igen på skinner, viser Kolding-virksomhedens nyeste regnskab. Her er resultatet før skat på knap -5 mio. kr. blevet vekslet til et overskud på 400.000 kroner i 2019.

- Vi har været i en voldsom udvikling, hvor vi har lavet en turn-around. Det er bestemt ikke kommet af sig selv, men ved en masse tiltag som hårdt slid og opfølgning, siger administrerende direktør og ejer Lars Evald, NSM.

Han fortæller også, at underleverandøren slet ikke er færdige med transformationen endnu. Først og fremmest kan man ikke være tilfreds med en indtjening på 400.000 kroner, fordi det ikke er nok til at udvikle virksomheden.

Nu er strukturen og systemerne søsat, og her vil der hele tiden findes forbedringer.

- Størstedelen af fremgangen er kommet fra højere effektivitet og mindre kassation. Og det er her, at vi fremadrettet skal finde den højere indtjening. Der er stadig et kæmpestort potentiale, uddyber han.

Udfordringsfyldt år
Direktøren er også stolt over, at udviklingen er sket i et år, der overhovedet ikke var let. Der har blandt andet været udfordringer med store udsving i ordretilgangen.

- Det er virkelig en positiv omvæltning, der er sket, og det er endda på trods af, at vi har haft et regnskabsår, som faktisk ikke har været nemt. For der har også været udfordringer, siger Lars Evald.

Corona-krisen har haft en påvirkning på regnskabet, og det har været nødvendigt med forskellige tiltag for at få rettet op så hurtigt som muligt i situationen.

Corona gav nødkøb
Fra 1. marts til 1. juni i år ligger NSM knap 40 procent under aktivitetsniveauet i samme periode sidste år, fortæller han. Men det er et samsurium af flere ting og ikke alene coronaen.

Kolding-virksomheden har ikke oplevet forsyningsproblemer, og man tog hurtig fat på en række tiltag for at mindske smitterisiko i virksomheden.

- Vi gik hårdt til værks tidligt. For vi vidste, at hvis vi blev ramt af corona-smitte, ville det knække os, fortæller Lars Evald

Midt i alle udfordringerne har virksomheden også mærket positive tendenser.

- Vi har hjulpet flere kunder med det, som de kalder nødkøb. Det er leverancer fra primært Kina og Indien, som har været ekstremt ramt. Og derfor har de kontaktet os, fortæller direktøren.

Han mærker dog, at nødordrerne tørrer lidt ud igen, hvis kunderne ikke finder ud af, at det i fremtiden er klogt at dualsource, så de ikke står over for samme udfordringer i en lignende situation.

NSM A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttofortjeneste 24,8 20,8
Resultat af primær drift 1,4 -3,9
Resultat før skat 0,4 -4,9
Årets resultat 0,3 -3,9
Balancesum 28,2 33,3
Egenkapital 1,5 1,1
Antal ansatte 47 52
Regnskabsåret blev afsluttet 30. april 2020

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.19