23948sdkhjf

Klumme: Fjernelse af fradrag for private sundhedsforsikringer – er det nu så genialt?

Så er regeringen og dens støtteparti Enhedslisten blevet enige om at afskaffe fradragsretten for private sundhedshedsforsikringer.
Klumme af Steen Rytlig, branchedirektør Dansk Erhverv – Teknik

Et ideologisk korstog er hermed vundet for den røde blok, men spørgsmålet er i virkeligheden, om det ikke bliver en dyrekøbt sejr.

Ser man på den grundlæggende kapital i erhvervslivet, så er medarbejderne kernen i private virksomheders værdiskabelse.

Derfor har virksomhederne i det private erhvervsliv naturligvis en klar interesse i, at deres medarbejdere er sunde og raske, og dermed kan passe deres arbejde og bidrage til Danmarks konkurrenceevne.

Det er derfor i det lys, at der bruges betydelige ressourcer på at nedbringe sygefraværet hos medarbejderne.

Arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer har været et effektivt instrument til dette.

Bedre sundhed er selvfølgelig et mål i sig selv, men i debatten om sundhedsforsikringer er det ofte overset, at det giver virksomhederne og dermed samfundet en betydelig økonomisk gevinst. Det mindre sygefravær giver en gevinst i værditilvækst på mellem 1,8 og 2,6 mia. kr. årligt i den private sektor.

Skatteindtægter af denne værditilvækst, besparelser på sygedagpenge og sparede offentlige behandlinger medfører også en positiv gevinst for de offentlige kasser i omegnen af 0,86–1,23 mia. kr. årligt.

Sundhedsforsikringer bidrager med andre ord til en win-win-win situation. Medarbejderne behandles hurtigere, den enkelte virksomhed sparer sygefravær, og nettoeffekten på de offentlige kasser er positiv.

Om effekten af at fjerne fradraget bliver lige så stor som de positive effekter af at have givet fradraget for sundhedsforsikringer er uvist. Det afhænger af, i hvor stort et omfang en afskaffelse af skattefradraget vil føre til færre sundhedsforsikringer.

Den sikre effekt er imidlertid, at en ekstra regning i første omgang vil blive skubbet til de lønmodtagere, der gennem en sundhedsforsikring har taget ansvaret for egen sundhed.

Nogle vil givetvis vælge forsikringen fra. I første omgang vil virksomhederne dog givetvis forsøge at opretholde sundhedsforsikringen på grund af den gunstige effekt sundhedsforsikringerne har på sygefraværet, men det er muligt, at specielt de lavtlønnede medarbejdere vil være mindre interesserede i at beholde en sundhedsforsikring, når denne skal beskattes.

Resultatet vil være øget sundhedsmæssig ulighed på arbejdspladsen.

Så når sejrens sødme fortoner sig, bør Regeringen og Enhedslisten måske bruge bare nogle få sekunder på at overveje, om man ikke har skudt sig selv i foden. Man er gået på kompromis med sit inderligste ønske om at skabe mere lighed i samfundet samtidig med, at man mindsker en betydelig samfundsmæssig værdigtilvækst.

Læs Dansk Erhvervs analyse oktober 2011 om sundhedsforsikringer på denne adresse:

http://www.danskerhverv.dk/OmDanskErhver...

Kilde: Dansk Erhverv Teknik - http://www.de-t.dk/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078