23948sdkhjf

Sønderjyder jagter 50 nye svejsere og smede

Den store sønderjyske stålkonstruktør Valmont SM kan se i ordrebøgerne, at den normale travlhed vender tilbage op mod sommerferien. Derfor er virksomheden på jagt efter 50 nye svejsere og smede.

- Vi har haft et lidt magert 1. kvartal, men vi forventer at komme tilbage til vores normale travlhed, fortæller CCO Anders Grum Kjærgaard, Valmont SM.

- Vi kan se i ordrebøgerne, at vi kommer tilbage til normal travlhed omkring sommerferien, så det er nu, at vi skal ud at søge efter folk.

I øjeblikket har virksomheden cirka 470 medarbejdere, og antallet plejer at ligge omkring de 500 ansatte.

De 50 nye medarbejdere skal producere større, komplekse stålkonstruktioner, og Rødekro-virksomheden forventer, at de nye medarbejdere er uddannede smede og kan certifikatsvejse.

Ude i god tid
Anders Grum Kjærsgaard fortæller, at det ikke bliver helt nemt at skaffe 50 nye medarbejdere på en gang. Placeringen i Rødekro gør, at stålkonstruktøren skal bruge lidt længere tid på rekrutteringen.

- Vi forsøger at være i god tid. Vi ved, at det tager tid at skaffe 50 dygtige svejsere og smede, siger han.

Han fortæller også, at placeringen tæt på den tyske grænse gør, at man kan rekruttere meget dygtige svejsere fra Tyskland.

Bredt funderet ordrebog
Den øgede aktivitet kommer fra Valmont SMs normale segmenter som vindmølletårne til offshore, højspændingsmaster og almindelige stålkonstruktioner.

- Vi har justeringer hen over årene, fordi vi har så store ordrer en gang imellem. Vi er en stor spiller inden for mølletårne og offshore-industrien, og her svinger det med projekterne. Det er et vilkår fra alle, der er ordreproducerende, uddyber Ander Grum Kjærgaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11