FLSmidth har indgået en kontrakt til en værdi af cirka 200 mio. kr. med Cementos del Plata SA på levering af udstyr og teknologi til en kalkfabrik, som ligger cirka 20 km nordvest for Treinta y Tres i Uruguay.
FLSmidth skal levere et komplet kalkproduktionsanlæg, som med en kapacitet på 500 tons i døgnet bliver Uruguays største kalkfabrik. Leverancen omfatter udstyr fra primærknusning til pakning og læsning samt udstyr til materialehåndtering og kontrolsystemer.
Cementos del Plata SA er et partnerskab mellem Administración Nacional de Combustibles, Alcohol y Pórtland de la R.O.del Uruguay (ANCAP, 95 %) og det argentinske firma Loma Negra CIASA (5 %), som markedsfører og distribuerer cement, klinker og andre produkter fremstillet af ANCAP’s portlandcement-division.
- FLSmidths relationer med ANCAP-gruppen går helt tilbage til 1956, og vi er aktuelt i gang med et moderniseringsprojekt for koncernens cementfabrik i Paysandú. Denne ordre på levering af Uruguays største kalkfabrik understreger vores nære samarbejde med gruppen og bekræfter succesen med at sammensmelte vore aktiviteter inden for cement og mineraler, udtaler administrerende koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen.
Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til idriftsættelsen i 2013.
