23948sdkhjf

Danfoss sender 460 ansatte hjem

Svingende leverancer, logistikproblemer og forventning om en betydelig ordrenedgang i april og maj. Det er ifølge Danfoss årsagen til, at koncernen har valgt at tage imod lønkompensation til 460 medarbejdere, som nu bliver sendt hjem med løn.

Administrerende direktør, Kim Fausing, siger til TV SYD, at Danfoss blandt andet oplever problemer i Polen, hvor lastbiler med leverancer oplever at holde i 50 kilometer lange køer.

Det gør forsyningslinjerne til virksomheden ustabile.

- Selvom vi grundlæggende står stærkt, er hele situationen omkring covid-19 meget uforudsigelig. Vi bliver ved med at holde gang i produktionen og servicere vores kunder på bedst mulig vis, siger administrerende direktør i Danfoss, Kim Fausing.

Kunder og leverandører lukker ned
Situationen er ifølge Danfoss meget forskellig fra region til region og på tværs af virksomhedens forretning.

- Kina er ved at komme tilbage, men vi ser nu et fald i omsætningen i Europa og USA. Derfor forventer vi, at vores aktivitetsniveau vil falde betydeligt i april og maj, og derfor tilpasser vi os til situationen, siger Kim Fausing.

Ifølge Danfoss har en række af virksomhedens kunder og leverandører allerede lukket – eller annonceret planer om at lukke – deres produktion ned i en periode på to til seks uger.

Otte procent sendt hjem
Danfoss har i alt 5.700 medarbejdere i Danmark, og sender dermed cirka otte procent af medarbejderstaben her i landet hjem i denne omgang.

Men det er ifølge Kim Fausing ikke nødvendigvis sidste gang, Danfoss kommer til at sende medarbejdere hjem med lønkompensation.

Det er den trepartsaftale, som regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik tidligere på måneden, der giver virksomheder mulighed for at få 75 procent af lønnen – dog maksimalt 23.000 kroner pr. medarbejder – refunderet, hvis virksomheden står overfor at skulle fyre 30 procent af de ansatte eller mindst 50 medarbejdere. Betingelsen er, at medarbejderen selv bidrager med fem ferie-, afspadserings- eller selvbetalte fridage, og at virksomheden garanterer ikke at fyre medarbejdere i perioden.

Værdifuld aftale
Ifølge Danfoss gør virksomheden brug af ordningen for at tilpasse medarbejderstaben til et lavere aktivitetsniveau, og for at have medarbejderne klar, når udviklingen vender.

- Det er en aftale, der har stor værdi for en virksomhed som Danfoss. Den betyder, at vi får fleksibilitet i den her situation, siger Kim Fausing til TV SYD.

- Vi arbejder målrettet på at få Danfoss og vores medarbejdere godt gennem denne krise. Vi hilser muligheden for lønkompensation meget velkommen, for det er et vigtigt redskab til at holde vores dygtige medarbejdere i Danfoss og dermed sikre, at vi står bedst muligt på den anden side af coronakrisen, siger Kim Fausing.

Ledelsen går ned i løn
Samtidig med hjemsendelsen af 460 medarbejdere gennemfører Danfoss flere andre sparetiltag. En række generelle lønreguleringer suspenderes, der indføres stop for nyansættelser, og de øverste ledelseslag går 10-15 procent ned i løn.

Både Kim Fausing selv og flere regionale ledere i Danfoss’ udenlandske afdelinger, går ned i løn som led i besparelserne.

Det er ellers en virksomhed, der for nyligt kunne præsentere et milliardoverskud i 2019-regnskabet, der nu vælger at skære ned og tage imod hjælp fra den danske statskasse.

Foreløbigt skal de hjemsendte ansatte bruge tiden på at lade batterierne op, så de er klar, når situationen vender igen.

I 2019 oplevede Danfoss en vækst på tre procent og kom ud af 2019 med et overskud på 5,7 mia. kroner.

Skal lade batterierne op
De 460 berørte medarbejdere blev orienteret om hjemsendelsen onsdag, og de skal ikke møde på arbejde torsdag morgen.

Hjemsendelsen gælder i udgangspunktet frem til den 9. juni, hvor regeringens hjælpepakke udløber, men hvis behovet opstår, kan de blive kaldt på arbejde igen inden da.

Foreløbigt skal de hjemsendte medarbejdere ifølge Kim Fausing bruge tiden på at lade batterierne op, så de er klar, når forholdene igen normaliseres.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109