23948sdkhjf

Massiv kundetilgang til Siltec efter opkøb

Kartoteket er udvidet med 400 nye kunder i løbet af fire år

Overtagelsen af den tyske Alpma-koncerns aktiviteter inden for kabelføringssystemer har vist sit værd for Siltec.

Fastholdelse af det eksisterende produktprogram og fortsat samarbejde med lokale leverandører har været nøglen til at få det optimale ud af opkøbet, fortæller direktør Frank Gasbjerg fra hovedkontoret i Silkeborg.

- Bortset fra navnet, har vi stort set ikke ændret noget som helst. Sortimentet var fint, og kunderne glade for produkterne. Samtidig holdt vi fast i en stor del af de eksisterende tyske leverandører. Det var en bevidst strategi for at komme hurtigt videre efter overtagelsen. Vi købte en lille, men sund enhed i en stor forretning. Den ville vi udvikle på salgssiden, og det er virkelig lykkedes, siger han.

God blanding af kunder
Frank Gasbjerg forklarer videre, at man overtog et stort kundekartotek med emner i både Tyskland, Østrig og Schweiz. Dem har Siltec siden 2016 bearbejdet målrettet gennem virksomhedens omfattende netværk af tysktalende agenter.

Levnedsmiddel- og medicinalvirksomhederne er de største aftagere målt på volumen, men de mange hundrede nye kunder er primært en god blanding af traditionelle industrivirksomheder og maskinbyggere.

- Det er både store koncerner og ganske små virksomheder. Deres behov for kabelbakker er meget varierende, men vi forsøger at være opmærksom på dem alle. Konkurrencen i branchen er hård, så vi skal være til stede hele tiden. Vores messeaktiviteter i Tyskland er i hvert fald ikke blevet mindre siden opkøbet, siger Frank Gasbjerg.

Nye patenterede produkter
Med stadig større hygiejnekrav i fødevareindustrien er der gode muligheder for at vinde yderligere markedsandele, både på eksport- og hjemmemarkedet, vurderer Frank Gasbjerg.

Derfor er der stort fokus på produktudvikling hos Silkeborg-virksomheden. Hvis kabelføringen kan gøres endnu mere fleksibel, og endnu mere hygiejnevenlig, er det i sig selv et godt salgsargument.

- Der bliver ikke slækket på kravene i fremtiden. De bliver kun skærpet, også når det gælder dokumentation. Vi forsøger at udvikle nye patenterede kabelbakker, der kan hjælpe kunderne, men også drive vores virksomhed fremad, slutter direktøren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.314