23948sdkhjf

Robotsalget går strygende – udnyttelsen halter

Der købes og sælges robotter som aldrig før. Men robotterne bliver stadig ikke udnyttet til fulde i den daglige drift, viser flere hundrede virksomhedsbesøg foretaget af Dansk Industri samt uvildige roboteksperter fra rådgivningsvirksomheden Gain & Co.

Det går rigtig godt for robotsalget i øjeblikket. Producenterne langer flere robotter end nogensinde over disken, og på blot fem år er robotdensiteten i dansk industri steget med 59 pct. ifølge International Federation of Robotics – et tal, der viser antallet af robotter per 10.000 medarbejdere. Det skriver Fremstillingsindustrien på sin hjemmeside.

Men trods købelysten er der stadig blandede erfaringer med at få udnyttet robotterne optimalt i den daglige drift. En stor del af industrien ser nemlig ikke ud til at få udnyttet kapaciteten til fulde og høste alle de ønskede produktivitetsgevinster. Det er konklusionen fra flere hundrede virksomhedsbesøg hos danske produktionsvirksomheder foretaget af Gain & Co samt Dansk Industri.

Chefkonsulent hos Dansk Industri, Mark Fisker udtaler:

- De fleste virksomheder er stadig i begyndelsen af at lære, hvordan de udnytter teknologierne optimalt. Mange har et uudnyttet potentiale for at få langt mere ud af deres eksisterende robotter.

Ny robotteknologi bliver dyrere end forventet
De fleste virksomheder køber robotter for at øge produktiviteten. I praksis oplever flere virksomheder dog, at det kniber med at indfri de høje forventninger, og at det især er en udfordring, når man har med relativt ny robotteknologi at gøre forklarer uvildig robotrådgiver hos Gain & Co, Mikkel Viager:

- Der er en tendens til at overse væsentlige omkostninger og tekniske begrænsninger i teknologien.

Et eksempel er kollaborative robotter, som har vundet meget frem de seneste år. Denne type af robotter har flere fordele ifølge rådgiveren, blandt andet at de er lette at programmere og i nogle tilfælde kan anvendes uden afskærmning, da de stopper automatisk, når de støder ind i noget eller nogen. Til gengæld er de ikke altid lige så hurtige og præcise som visse andre traditionelle industrirobotter.

Mikkel Viager tilføjer:

- Vi ser flere eksempler på virksomheder, der ikke får analyseret deres behov grundigt nok til at begynde med og sat sig ind i de enkelte robotters muligheder og begrænsninger. Det er eksempelvis et problem, hvis man får sat en sikker, men langsom robot til at udføre tidskritisk arbejde. I værste fald kan robotten ikke bruges til opgaven.

Robotter på førtidspension
I yderste konsekvens kan en svigtende robotløsning betyde, at den må kasseres, før investeringen er betalt hjem. Dette sker med jævne mellemrum i selv større virksomheder, vurderer Mikkel Viager:

- Vi har set eksempler på robotter til trecifrede millionbeløb blive skrottet kort efter anskaffelse, fordi de ikke kunne udføre arbejdet tilfredsstillende.

Mange af disse fejlinvesteringer kan ifølge rådgiveren både undgås og rettes op på med grundigt forarbejde og en realistisk business case, der tager højde for alle væsentlige omkostninger og gevinster. Har man allerede købt en robot, kan der ofte findes et forbedringspotentiale ­– eksempelvis ved at omprogrammere den til at håndtere nye typer af opgaver eller ved at optimere miljøet omkring den.

Administrerende direktør for Gain & Co, Søren Peters, afslutter:

- Ny teknologi har en særlig evne til at begejstre, men også at gøre os mindre kritiske. De virksomheder, der får størst udbytte af robotter, er derfor også dem, der laver et grundigt forarbejde.

Artiklen er bragt i samarbejde med Dansk Industri - Fremstillingsindustrien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094