23948sdkhjf

Stor brand på stålvalseværk slukket efter mange timer

Brand i metalskrot, der begyndte fredag, blev lørdag eftermiddag slukket efter omfattende slukningsarbejde
Opdateret 9/9 kl. 08.19

Lørdag eftermiddag blev branden i en stor bunke metalskrot ved stålvalseværket i Frederiksværk slukket. Der foregik dog efterslukning en rum tid efter, skriver Ritzau. 

Branden fik fredag politiet til at udsende en beredskabsmeddelelse, som rådede folk til at gå inden døre i området. Varslingssirenerne i området blev tændt for at advare folk.

Lidt før midnat blev varslet afblæst, men lørdag morgen var branden stadig i gang. Den var dog under kontrol, og røgudviklingen påvirkede ikke længere byen.

Slukningsarbejdet har været omfattende. Alene fra Frederiksborg Brand og Redning deltog 50 mand fredag aften. 

Derudover hjalp naboberedskaberne Beredskab Øst og Hovedstadens Beredskab med materiel af forskellig art, blandt andet en drone, så man kunne se branden fra luften.

Ud over selve slukningsarbejdet har brandvæsnet i samarbejde med virksomheden arbejdet på at få fjernet så meget metalaffald fra stedet som muligt.

Branden får dog et efterspil, i og med at de lokale myndigheder nu vil sikre sig, at alle procedurer i forbindelse med affaldshåndteringen har været overholdt.

- Vi er nødt til at undersøge det detaljeret, og det starter med, at politiet får undersøgt brandårsagen, og så skal vores miljøfolk i samarbejde med de andre finde ud af, hvordan det her sted ser ud i forhold til de tilladelser og den lovgivning, der er gældende. Og efter det kan man drage nogle konklusioner, siger borgmester i Halsnæs Kommunes, Steffen Jensen, til TV2 Lorry.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11