23948sdkhjf

Danmark er verdensførende i eksport af generatorer til vindmøller

En opgørelse fra organisationen EurObserv’ER viser, at Danmark er verdensførende målt på eksport af generatorer til vindmøller

Opgørelsen fra EurObserv’ER, der udgiver rapporter om vedvarende energi, stammer fra februar i år. Den viser, at Danmark i 2016 og 2017 var det land i verden, der eksporterede vindmøllegeneratorer for den største værdi med henholdsvis 21 og 13,4 mia. kr.

Til sammenligning havde Tyskland, der var den næststørste eksportør i 2016, en eksport på 13,3 mia. kr. og Spanien en eksport på cirka 7 mia. kr., hvilket gjorde det sydeuropæiske land til nummer to på listen i 2017. Sammenlagt stod de tre lande for 90 pct. af verdens eksport af generatorer til vindmøller i 2017, der er det seneste år med tilgængelige data.

- Det er en meget spændende opgørelse, der understreger, at vi i Danmark på trods af vores lille størrelse i sammenligning med andre lande er en supermagt på vindområdet. Danmarks store andel skyldes også, at det danske marked er lille, og virksomhederne derfor producerer til eksport, mens andre landes vindmølleindustrier i et større omfang producerer til et nationalt marked, siger Stefan Krüger Nielsen, der er chefkonsulent i Wind Denmark.

I USA og Storbritannien er der ifølge EurObserv’ER en negativ eksport, altså import. Ifølge Stefan Krüger Nielsen kan det muligvis tilskrives, at aktiviteten i disse lande er højere end de nationale industrier kan efterkomme, eller at ikke alle dele af vindmølleindustriens værdikæde er til stede i landene. Blandt andre lande der importerer findes Sverige, Grækenland, Norge, Finland og Canada.

- På nuværende tidspunkt giver det økonomisk og markedsmæssigt god mening, at der ikke er en fuldt ud udbygget værdikæde i hvert land, men at der er nogle production hubs, som Danmark, hvor kvalitet, skala og pris samt teknologiudvikling går op i en højere enhed og dermed bliver et attraktivt produkt, som har en stor eksportværdi, siger Stefan Krüger Nielsen.

Stefan Krüger Nielsen understreger, at den danske eksport af vindteknologi reelt er større, end EurObserv’ER finder. Dette skyldes, at EurObserv’ER udelukkende ser på én statistisk kategori (85023100), kaldet vinddrevne generatorsæt, mens sektorens samlede eksport er spredt på markant flere kategorier såsom vinger, tårne og fundamenter.

- I Danmark har vi detaljerede registre og et godt overblik over vindsektorens produkter, som gør, at vi kan være mere nøjagtige, og dermed er tallet også større (cirka 43 mia. kr. i 2017, red.). EurObserv’ER’s opgørelse er lavet på grundlag af data fra FN og OECD, og giver derfor et sammenligneligt udgangspunkt for alle lande, afslutter Stefan Krüger Nielsen.

Til efteråret offentliggør Wind Denmark sammen med en række andre organisationer eksportstatistikken for 2018. Her vil en ny metode blive taget i brug for første gang.

Artiklen er bragt i samarbejde med WindDenmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11