23948sdkhjf

SH Group henter ny topchef for service

SH Group har ansat René Bertelsen som head of marine service. Det oplyser den fynske virksomhed i en pressemeddelelse.

Læs også: SH Group fortsætter fremgangen – men corona skaber usikkerhed

Han kommer fra Wärtsilä, hvor han igennem mere end 20 år har været service manager, project manager, design manager, support manager og global sales manager. Alle positioner har været indenfor serviceområdet. De seneste år har han opbygget nye forretningsområder i service, og optimeret eksisterende områder med et blik for det globale marked.

  - Det er et drømmejob for mig, siger René Bertelsen om den nye stilling hos SH Group, og uddyber:

- Alle de erfaringer jeg har gjort mig i Wärtsila igennem de sidste 20 år kan bringes i spil hos SH Group, og det at overtage ledelsen af en så stærk organisation gør mig ydmyg, og tænder samtidig mine ambitioner for at løfte os til næste niveau.

Service-afdeling i vækst
Baggrunden for at varetage jobbet er en uddannelse i branchen og en bred kontaktflade indenfor det maritime, både hos værfter, klasseselskaber, OEM´er, forsikringsselskaber, Søværnet og skibsredere.

Læs også: Ny mand i front hos SH Group i Esbjerg

- Det er en stor gevinst for SH Group, at vi kan tiltrække en så stærk profil som René, siger Jeppe Sonne, salgsdirektør for SH Group i Svendborg.

- Vores serviceafdeling vokser, og med tilførslen af adskillige tidligere ansatte fra en anden anerkendt el-teknisk maritim servicevirksomhed på Fyn, er vi nu mere end 300 mand involveret i service, herunder cirka 40 indenfor det el-tekniske område, fortsætter han.

Opruster inden for el
Henvisningen til de mange ansatte kommer efter, at virksomheden Callenberg tidligere på året meldte ud, at de ville stoppe deres aktiviteter på Lindø/Fyn, hvilket blev startskuddet til en omfattende ansættelse af projektledere, teknikere og håndværkere indenfor det el-tekniske område til SH Group. Virksomheden har igennem en længere periode været kendt for hydraulik og stål, men nu fylder el altså mere og mere.

- Der er ingen tvivl om, at mange el-tekniske servicevirksomheder indenfor marine og offshore har haft - eller har - det svært. Vi har allerede bevist, at vi kan løfte service markant ved at have både hydraulik og stål in-house, og nu tilfører vi så el på et helt nyt niveau, som er meget interessant for kunderne, udtaler Jeppe Sonne.

- René vil stå for organisationen, og jeg vil i højere grad være bindeled til markedet, og det ser jeg meget frem til med mindre administration og mere tid ved kunderne, slutter han. 

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.109