23948sdkhjf

Treco skifter ud i topledelsen

Den hidtidige topledelse i Treco, de tre grundlæggere af virksomheden, vil i højere grad at hellige sig en arbejdstilværelse helt tæt på kunderne. Derfor rykker Lars Vadsholt Jørgensen og Nicolaj B. Andersen et ledelseslag op og fra i dag på posten som henholdsvis CEO og COO, skriver metalvirksomheden i en pressemeddelelse. 

De tre stiftere fortsætter med uformindsket styrke, og ledelsesrokaden skal også være med til at sikre Treco en halv milliard kroner i omsætning inden for de næste fem år.

Per Therkildsen, Preben Pedersen og Allan Prang har siden etableringen i 1992 skabt en international succes inden for blandt andet postsorteringsløsninger, og stålvirksomheden beskæftiger i dag godt 110 medarbejdere på to forskellige fabrikker i Aalestrup.

Været del af ledelsen i flere år
De to nye topledere har i flere år været en del af ledelsen og kender virksomheden særdeles godt. Treco vil blive drevet videre i den ånd, der hidtil har været med til at sikre succesen, men kombinationen af det gamle og det nye team skal bidrage til at indfri nye ambitioner ved at sikre virksomheden en bedre udnyttelse af dens position i markedet.

- Hvis vi bruger Per, Preben og Allans mangeårige netværk og erfaring klogt, specielt på salgssiden, mener vi, det er realistisk, at vi kan nå en omsætning på en halv milliard i løbet af de næste fem år. Vi har nogle meget interessante kunder, og dem ønsker vi at udbygge samarbejdet med ved at være endnu mere innovative og effektive. Med ledelsesrokaden frigør vi nogle meget erfarne kræfter til at være i direkte og tæt dialog med kunderne. Det mener vi er nøglen til den stejle vækstkurve, som vi gerne vil bibeholde, siger Lars Vadsholt Jørgensen, der tiltræder stillingen som CEO efter i en årrække at have været CFO.

Med sig i den nye topledelse har han Nicolaj B. Andersen, der ligeledes har været en del af Treco i mange år.

- Vi mener, vi har et betydeligt uindfriet salgspotentiale, som der ligger en meget stor omsætning i at udnytte. Desuden vurderer vi, at vores eksisterende markeder sagtens kan blive større, ligesom vi kigger på en række øvrige eksportlande. Vi går selvfølgelig til opgaven med en vis ærefrygt, men vi har den gamle topledelse helt tæt på os, og samtidig tror vi fuldt og fast på, at vi kan indfri omsætningsmålene, selvom de er ambitiøse, kommenterer Nicolaj B. Andersen, nyudnævnt COO i Treco.  

Ud til kunderne
Et travlt arbejdsliv for de tre stiftere slutter altså på ingen måde. Tværtimod forventer det oprindelige founder-team at få mindst lige så travlt, fordi en stor del af deres nye opgaver kommer til at foregå ude hos kunderne i Danmark og rundt om i verden.

- Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor vi ikke bare fortsætter som hidtil, for det går jo ualmindelig godt. Vi tror dog på, at vi kan hente endnu mere ud af markederne ved at rykke lidt rundt på posterne og ved, at vi selv kommer endnu tættere på kunderne. Desuden har vi en række udviklingsprojekter i skuffen, som vi forventer os meget af, siger Preben Pedersen, der fra i dag fratræder sin nuværende post som CEO for at blive solution sales manager i Treco Postal.

I forbindelse med ledelsesrokaden ønsker Treco senere på året at styrke bestyrelsen med kompetencer inden for blandt andet internationalt salg og forretningsudvikling, og den proces ventes at bidrage yderligere til virksomhedens fortsatte ekspansion og internationalisering.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095