23948sdkhjf

Rekordår hos Robma

Årsregnskabet 2018 for Robma fra Odder viser en omsætning på 23,5 mio. kr. og et overskud før skat på 2,1 mio. kr.

Sammenlignet med året før lå de to tal på henholdsvis 19,4 mio. kr. og 1,5 mio. kr.

Hovedaktionær og direktør i Robma, Torben Daugaard, fortæller, at det er det bedste årsregnskab, virksomheden har haft siden etableringen i 2012. Men han tilføjer i samme sekund, at omsætningsstigningen skal ses i lyset af fusionen 1. januar 2018 med JM Maskiner fra Mariager. JM Maskiner beskæftiger sig – ligesom Robma – med salg af nye maskiner og service.

- Vores indtjening kunne have været lidt bedre, men fusionen har kostet ressourcer såvel internt som i advokat- og revisoromkostninger, siger Torben Daugaard, der ellers er yderst tilfreds med toplinjen.

Robma er eneforhandler i Danmark af den tyrkiske producent Ermaksans pladebearbejdningsmaskiner. Salget af disse maskiner fylder 90 pct. af den danske virksomheds omsætning. Heraf udgør salg af fiberlasere cirka 60 pct., kantpressere 25 pct. og pladesakse 7,5 pct. Den sidste del stammer fra salg af pladevalser fra producenten Bendmak.

Sælger flere fiberlasere
Hvor agentur-eksklusiviteten med Ermaksan før var gældende for et år ad gangen, er den nu toårig.   

- Vi sætter pris på, at Ermaksan er ved at blive et anerkendt brand verden over. Det er et high-end produkt, når vi snakker driftssikkerhed og lynhurtig support fra den tyrkiske producent. Maskinerne er robuste og nemme at arbejde med, og vi har stort set aldrig bøvl med dem. Vores totale tidsforbrug på service af maskiner har ikke ændret sig siden 2016, hvor vi solgte den første Ermaksan fiberlaser, og heri ligger hovedforklaringen på, at vi kan tjene penge, forklarer Torben Daugaard.

I alt beskæftiger Robma tre-fire servicefolk og en deltidsansat bogholder. Torben Daugaard er hovedaktionær, mens servicetekniker Brian Meldgaard Olsen fra Robma og John Møller fra JM Maskiner ejer resten.       

- I branchen bliver vi nok mest målt på, hvor mange fiberlasere vi sælger. Nu er vi oppe på 13 styk, så vi er blandt de førende leverandører opgjort på de seneste år, siger Torben Daugaard.

Ingen nye agenturer på vej
Han har ingen planer om at udvide forhandlerforretningen med nye agenturer, men siger, at han naturligvis holder et vågent øje med udviklingen i markedet.

- Vores ambitioner går derimod på, at vi skal holde os til det, vi er gode til, og vi er rigtig gode til at sælge og servicere Ermaksans maskiner. Vi betragter vores kunder som vores samarbejdspartnere, og dem skal vi for alt i verden tage os godt af, siger han.

Markedet har ifølge Robma-chefen ændret sig det sidste års tid. Konkurrencen er blevet hårdere.

- Vi begynder at mærke et prispres fra konkurrenterne, som også forsøger at vise deres værd på markedet især med tyrkiske og kinesiske maskiner. Men vi har en lav omkostningsstruktur, som gør, at vi lettere kan sno os på markedet sammenlignet med de store forhandlere, siger Torben Daugaard.

Robma ApS
mio. kr. 2018 2017
Nettoomsætning 23,5 19,4
Driftsresultat 2,2 1,5
Resultat før skat 2,1 1,5
Årets resultat 1,6 1,2
Balancesum 7,3 6,1
Egenkapital 2,6 2,2
Antal ansatte 4 2
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109