23948sdkhjf

To metalvirksomheder hædret for praktikplads-arbejde

Hardi International på Falster og All Steel by Ropox modtog mandag DI Sydsjællands Praktikpladspris 2019. De to virksomheder modtog prisen sammen med Haribo, Faxe Kalk, Viking Malt og Ardo for deres fælles indsats for at uddanne flere faglærte.

- Dygtige faglærte i alle aldersgrupper bliver en endnu større mangelvare fremover, og derfor kræver det nytænkning, initiativ og samarbejde at sikre, at så mange som muligt vælger erhvervsuddannelser. Derfor har bestyrelsen i DI Sydsjælland besluttet at give Praktikpladsprisen til de seks virksomheder, siger formanden for DI Sydsjælland, Klaus Rønholt, i en pressemeddelelse.

De seks virksomheder blev tilbage i 2018 enige om, at de ville hjælpe med at skaffe elever nok til, at der kunne starte en anderledes tilrettelagt uddannelse til industrioperatør på erhvervsskolen Center for Erhvervsrettede uddannelser (CELF) i Nykøbing Falster.

Forskellen fra tidligere er, at det er virksomhederne, der sikrer, at der kommer et nyt hold i gang rettet mod de unge. Blandt andet tilbyder virksomhederne løn under uddannelsen samt sikkerhed for praktikpladser. Det giver de unge og de voksne elever en større sikkerhed for, at de kan gennemføre uddannelsen med den nødvendige praktiske læring.

Erhvervsskolen CELF er glade for samarbejdet med virksomhederne. - Virksomhederne har indgået et samarbejde med CELF om at rekruttere lærlinge til industrioperatøruddannelsen, allerede inden de starter på grundforløbet. Det er væsentligt, for ellers risikerer man, at eleverne vælger andre mere kendte uddannelser. Lærlingene har taget godt imod initiativet. Både sikkerheden for praktikplads og løn under grundforløbet er stærkt motiverende, siger direktør for CELF, Michael Bang.

All Steel by Ropox er en stålproduktionsvirkomhed beliggende i Næstved. Den er en del af Ropox A/S, som har cirka 50-60 ansatte.

Hardi International producerer maskiner til landbruget. Den er beliggende i Nr. Alslev på Falster og har cirka 300-400 ansatte.

Faxe Kalk leverer kalkprodukter til det nordiske marked. Virksomheden er placeret i Faxe Ladeplads og beskæftiger cirka 60-70 ansatte.

Ardo producerer og markedsfører en bred vifte af frostprodukter inden for frugt og grønt. Virksomheden er beliggende tæt ved Nr. Alslev på Falster.

Haribo Produktion er en slikproducent beliggende i Faxe, men Haribo har produktion i flere lande. I Faxe er der cirka 240 ansatte.

Viking Malt producerer malt. Virksomheden er placeret i Vordingborg, men er en del af en international koncern. I Vordingborg er der cirka 30 ansatte.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096