23948sdkhjf

Siltec vinder markedsandele i Holland

Et nicheprodukt til automationsløsninger har ramt plet hos de hollandske maskinbyggere

Silkeborg-virksomheden lancerede i efteråret en egenudviklet kabelføringsfjeder, som især producenter af specialmaskiner har taget til sig.

De mange automationsløsninger giver nye udfordringer for specielt maskinbyggere i levnedsmiddelindustrien, som skal imødekomme stadig skrappere krav til hygiejne og rengøring. Også når det gælder maskinernes kabelføring.

Modtagelsen af fjederen i rustfri stål har været over forventning, og afsætningen i Holland skiller sig markant ud, fortæller Frank Gasbjerg, direktør hos Siltec, i en pressemeddelelse.

Indgang til koncerner
- Vi har en lang historik med den hollandske mejerisektor og deres underleverandører, så vi har et solidt fundament dernede. Med en ihærdig salgsindsats er vi nu kommet ind til nogle store koncerner, som har været meget positive. Fjederen løser et decideret problem for dem, og det har de handlet på, siger han og forklarer, at der i automatiserede specialmaskiner er ganske lidt plads til integrering af ledninger og kabler, hvilket også gør rengøringen omstændelig.

Frank Gasbjerg fik konkrete forespørgsler på en fleksibel løsning, og udviklingen gik i gang i slutningen af 2017.

- Vi lyttede til branchens udfordringer. Med kabelføringsfjederen kan målgruppen trække og fastholde ledninger i forskellige dimensioner. Ikke kun i maskiner, men også når det gælder svært tilgængelige produktionslinjer, siger han.

Nye kunder, større markedsandel
Frank Gasbjerg understreger, at det er et nicheprodukt, der primært skal supplere det eksisterende sortiment af kabelføringssystemer. Udbredelsen kommer til at tage tid, selvom afsætningen i Holland er kommet godt fra start. Nye kunder og en større markedsandel er resultatet, da man som en sidegevinst har øget salget af traditionelle kabelbakker.

- Dér har vi ramt rigtigt, og ordrerne lander hurtigere end forventet. Lanceringen af fjederen skete i oktober på FoodTech i Herning, så det er stadig meget nyt, siger Frank Gasbjerg.

Flere kvadratmeter og robotcentrum
Generelt oplever Siltec pæn aktivitet på alle markeder, og den seneste udvidelse af både lagerkapacitet og produktion var tiltrængt. 500 nybyggede kvadratmeter er nu taget i brug, og 100 kvadratmeter er dedikeret til et robotcentrum med automatiseret produktion.

Frank Gasbjerg afviser ikke, at det i fremtiden kan blive aktuelt med endnu mere plads – eller flere robotløsninger.     

- Vi har udvidet flere gange de seneste år. Det er nødvendigt med en stor lagerkapacitet, hvis vi skal fortsætte fremgangen, og produktionen skal kunne følge med. Både medarbejdere og robotter er uundværlige i den forbindelse. Og flere af begge kan sagtens blive et tema, slutter direktøren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065