23948sdkhjf

Ny robotalliance ser dagens lys

Erhvervsorganisationer og innovationsnetværk på tværs af Danmarks robot- og automationsindustri lancerer partnerskabet Robotics Alliance

Robot- og automationsindustrien i Danmark er under hastig udvikling. Antallet af virksomheder og medarbejdere stiger og på få år er branchen vokset til at være en dansk milliardindustri.  

Derfor har det landsdækkende innovationsnetværk RoboCluster og erhvervs- og klyngeorganisationerne Odense Robotics, Sønderborg Vækstråd og UAS Denmark, som de første partnere, taget et vigtigt skridt mod én samlet erhvervsfremmeindsats for den danske robot- og automationsindustri og lancerer det nationale partnerskab Robotics Alliance. Initiativet støttes yderligere af BrainsBusiness fra Aalborg:  

- Dét faktum, at der er skabt en ny global vækstindustri i Danmark, stiller helt nye krav til, hvordan vi udformer den offentlige erhvervsfremmeindsats, siger initiativtagerne bag Robotics Alliance i en pressemeddelelse.

- Samtidig peger en ny erhvervsfremmelov på, at der er brug for en mere enkel og fokuseret indsats. Derfor har vi vurderet, at vi kan give den bedste hjælp til virksomhederne ved at pulje vores kompetencer og ressourcer i et nationalt partnerskab, lyder det videre. 

I løbet af de seneste 20 år er det lykkedes den danske robotindustri at blive blandt de førende på det globale marked for udvikling og produktion af robotteknologi. Det betyder, at antallet af virksomheder og medarbejdere stiger år efter år.

Industrien beskæftiger i dag mere end 8.500 fuldtidsansatte med stigende jobprognoser og voksende milliardeksport. Samtidig tiltrækker den danske robotindustri både danske og udenlandske investeringer.    

- Den danske robotindustri er en styrkeposition for Danmark, og det er afgørende, at vi skaber de bedst mulige rammer for virksomhederne. Der er et enormt globalt marked for robotter, og Danmark har skabt en global førerposition på et højteknologisk marked. Det skal vi værne om, og som interesseorganisation for mange af disse virksomheder er vi glade for, at mange gode kræfter nu samles om at gøre Danmark til et robotland i verdensklasse, siger Christian Hannibal, digitaliserings-politisk chef i Dansk Industri.  

Virksomheder bakker op
Robotics Alliance skal sikre optimale rammebetingelser for branchen og skabe et dansk økosystem for robotter, droner og automation i international klasse.

I kredsen er der enighed om, at man vil “lægge et ekstra lag” ovenpå de lokale indsatser og løfte nationale indsatser i flok - såsom forskning og innovation, eksport og sikre kvalificeret arbejdskraft til de danske robot- og automationsvirksomheder. Blandt virksomhederne bliver nyheden modtaget positivt:  

- Jeg hilser Robotics Alliance varmt velkommen. I Danmark er vi rigtig dygtige til robotter og automation, og det skal vi blive ved med at udvikle. Jeg tror, at rigtig mange virksomheder, herunder også min egen, kan få stor gavn af det brede partnerskab. Jeg kan kun se det som ren win-win for hele branchen, siger Casper Hansen, administrerende direktør for Technicon i Hobro.  

Partnerne, som i dag er gået sammen i Robotics Alliance, er ikke de eneste. Planen er, at det nationale partnerskab løbende bliver udvidet med flere partnere, der skal være med at sikre større sammenhæng i erhvervsfremmeindsatsen, og at virksomheder uanset geografi bliver en del af indsatsen. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125