23948sdkhjf

Vanddamp skal give stærkere metaloverflader

En ny metode til overfladebeskyttelse kan reducere brugen af kemikalier i overfladeindustrien markant. Det innovative koncept giver mulighed for at opbygge naturligt forekommende minerallag på metalliske overflader.
Med en enkel og nyskabende idé baseret på noget så simpelt som vanddamp vil Teknologisk Institut, Dan-Color, Siemens, DTU og Aarhus Universitet revolutionere industriel overfladebeskyttelse gennem et projekt støttet af Højteknologifonden.

95 % af alt industrielt anvendt aluminium overfladebeskyttes gennem energikrævende og miljøbelastende processer. På globalt plan repræsenterer korrosionsrelaterede problemer et marked på 1,3 mia. euro.

Inspireret af sten
Projektets parter vil udvikle en ny, miljøvenlig og kost-effektiv proces til brug på både aluminium, stål og deres legeringer. Ud over at reducere kemikalie- og vandforbruget i industrielle overfladebehandlingsprocesser kraftigt, forbedrer processen også arbejdsmiljøet for procesmedarbejderne.

- Ved at tilføre reaktive stoffer og additiver gennem vanddamp kan vi danne minerallag i overfladen og opnå exceptionelle effekter. For eksempel kan vi målrettet fjerne bestemte urenheder eller skræddersy korrosionsbestandige overfladelag, som efterligner naturens egne beskyttelseslag, udtaler Nikolaj Zangenberg fra Teknologisk Institut.

Idéen bag teknologien er inspireret af den effektive korrosionsbeskyttelse, man finder for sten i barske offshore-miljøer. I naturen foregår processen dog langsomt, og projektet vil accelerere dannelsen af mineraler ved hjælp af damp. De første tests er foretaget på DTU Mekanik med forbløffende resultater i form af en modificeret aluminiumsoverflade med meget effektiv korrosionsbeskyttelse.

Stærkt team
Konceptets princip skal nu afprøves i et nyudviklet testsystem under opbygning på Teknologisk Instituts Center for Materialeprøvning i Århus. Når de grundlæggende parametre er forstået, skal processen videreudvikles til industriel stor-skala produktion hos projektpartnerne Dan-Color og Siemens. Geologisk Institut ved Aarhus Universitet tilfører projektet en unik viden om dannelse af mineraler med korrosionsbeskyttende egenskaber.

- Projektet samler et stærkt team af akademiske og industrielle spillere, og vi vil arbejde med hele kæden fra de videnskabelige koncepter og teknologiudvikling til produktion hos underleverandør og slutbruger, tilføjer Nikolaj Zangenberg.

Højteknologifonden støtter projektet med 10 mio. kr. ud af det samlede budget på 20 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125