23948sdkhjf

Semco Maritime ser positivt på markedet

2010 bød på en vigende omsætning og højere indtjening for Esbjerg-virksomheden. En kraftig stigning i ordreindgangen i det nye års første måneder styrker troen på en vækst på over 20 procent.
Semco Maritime A/S opnåede trods et fald i omsætningen på fem procent til 1,27 mia. kr. i 2010 en fremgang i indtjeningen, idet resultatet før skat steg fra 10,5 til 17,4 mio. kr.

Men det stigende overskud lever fortsat ikke op til ledelsens forventninger.

- Vi har haft meget fokus på omkostninger og har løbende tilpasset os til markedssituationen i løbet af året, men vi har ikke nået de mål, vi havde sat os. Ligesom året før har vi for eksempel haft vanskeligt ved at udnytte det store potentiale på det norske marked, og det er ikke tilfredsstillende. Overordnet skal vi også i de kommende år forbedre vores præstationer og økonomiske resultater, siger adm. direktør Steen Brødbæk.

Investeringslysten er tilbage
De største forretningsområder er infrastrukturprojekter til olie- og gassektoren samt kraftværksindustrien, og disse projekter er drevet af øgede energibehov på markederne.

På det europæiske hovedmarked har energiforbruget imidlertid i de senere år været faldende, og også nybygningsmarkedet i Asien har været hårdt ramt af afmatningen i verdensøkonomien.

Semco Maritime har endnu ikke den globale tyngde til at opdyrke nye vækstmarkeder med bedre konjunkturer til at kompensere for den nedgang. Men markedssituationen er i bedring.

- Hvis vi ser bort fra den spekulative del af stigningen i olieprisen på det seneste, kan vi mærke, at perioden med en mere stabil oliepris har gavnet investeringslysten, og at det er blevet nemmere at finansiere energiprojekter igen. Vi får nu mere relevante forespørgsler, og markedet bevæger sig i den rigtige retning. Men der er fortsat stort fokus på pris, og ordregiverne orienterer sig globalt for at opnå de bedste betingelser, siger viceadm. direktør Erik Gaj Nielsen.

Vigtige ordrer giver tro på vækst
Semco Maritime afgav i 2010 et stort antal tilbud inden for alle forretningsområder, og i årets fjerde kvartal indtrådte en vending, der har udmøntet sig i en fremgang på ca. 50 procent i ordreindgangen i de tre første måneder af det nye regnskabsår i forhold til året før.

Den lovende indledning på året styrker troen på, at koncernen kan opnå den budgetterede vækst i omsætningen på godt 20 procent.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079