23948sdkhjf

Digital ledelse i fokus på Automatik 2018

Besøgende på messen kan få helt nye perspektiver på digitalisering og digital ledelse

Med en række foredragsholdere sætter Automatik 2018 fokus på emnet digital ledelse, der bliver en del af årets konferenceprogram 11.-13. september i Brøndby Hallen.

- Ledelse og digitalisering hænger sammen, og det kræver en anden og ny ledelsesstil. Branchen har efterspurgt input om digital ledelse, og derfor styrker vi i år vidensdelen på Automatik og sætter fokus på temaet med en række indlæg, siger projektchef i MCH, Mona Jacobsen.

Nye perspektiver på digitalisering
På åbningsdagen for Automatik kan besøgende blandt andet få et radikalt, nyt perspektiv på digitalisering, når den internationale taler Ashkan Fardost holder oplægget ”Everyone Has Misunderstood Digitalization - A Radically New Perspective for Leaders and Innovators”.

Her taler Ashkan Fardost om, hvordan digital teknologi og internettet påvirker industrien, samfundet og menneskers adfærd. Ifølge foredragsholderen er digital teknologi og internettet med til at forvandle menneskelig adfærd og skabe nye forventninger, da mennesker, der vokser op med internettet, har en radikalt anderledes tilgang til deres arbejdsliv.

Er din ledelsesstil en stopklods for væksten?
Det er også på åbningsdagen, konferencen ”Digital Ledelse i en digital virkelighed” afholdes. Her kan besøgende blive inspireret af tre oplægsholdere, der har den digitale førertrøje på, og som taler om, hvordan digitaliseringen og den eksponentielle teknologiudvikling forandrer markedet og vilkårene så radikalt, at det i den grad udfordrer lederrollen.

Tina Moe, foredragsholder og topleder fra farma- og ingeniørbranchen, vil holde oplægget ”Ledelse i en digital tid - vi skal skifte ledelsesstil til en digital og hurtig foranderlig verden”.

Hertil vil Anders Hvid, stifter af Dare Disrupt og medforfatter af ”Face the Future”, tale ud fra temaet ”Forstå fremtiden - få styr på teknologien eller bliv forstyrret”, mens Erick Thürmer, direktør i Thürmer Tools, vil tale om ”Transformerende ledelse fra Titanic til Amazon”.

Industri 4.0, Future Tech og mere end 180 udstillere
De besøgende kan også hente ny viden på en række højteknologiske konferencer på årets Automatik-messe. Her er emner som Industri 4.0, robotter i produktionen, kunstig intelligens, maskinsikkerhed og Future Techs i højsædet.

De besøgende får dog også rig mulighed for at hente masser af viden om produktnyheder og automationsløsninger på Automatik-messen, der med mere end 180 udstillere fra automations- og robotbranchen har været udsolgt i flere måneder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082