23948sdkhjf

Nu skal de små serier også automatiseres

Øget samspil mellem robot og operatør skal forløse stort automations-potentiale på de små serier. Linak er initiativtager til pilotprojekt

Der er et kæmpe potentiale i at få robotter og operatører til at arbejde tættere sammen på de små serier i produktionen.

Det er tankegangen i det pilotprojekt, som Teknologisk Institut og Linak viste frem på Automatik-messen i Brøndby tidligere i september.

Projektet går i al sin enkelthed ud på, at operatøren i en montageafdeling tager nogle givne emner op af en kasse og placerer dem på en plade. Fra pladen gribes emnerne af en uafskærmet robot, som placerer emnerne på en aktuator som led i en samleproces.

- Med det her projekt forsøger vi at sænke barren for, hvornår det kan betale sig at automatisere, siger Martin Vejling Andersen, der er produktionsudviklingschef hos Linak.

Sund business-case
Kernen i projektet er at skabe en sund business-case på de mindre serier hos Linak. Det er blandt andet serier, hvor det bliver for dyrt at bygge en slidske eller andet egentligt fødesystem af emnerne frem til robotten. At få robotten til at tage emner op fra en kasse, hvor de ligger vilkårligt, bliver også for kostbart at udvikle. Derfor bliver det operatørens opgave at lægge de givne emner på en plade.

Martin Vejling Andersen har taget initiativ til projektet, der styres af Teknologisk Institut, udvikles af virksomheden Pehema, er støttet af EU-programmet Robott-net, som også har Danfoss og Kamstrup på deltagerlisten.

- Vi udvikler flere moduler, og både hardware og software, så vi kan håndtere spredte emner, og vi får et system, hvor det er muligt at hæve produktiviteten og styktal hos den enkelte medarbejder, siger Martin Vejling Andersen, der regner med, at systemet vil være klar til demonstration hos Linak til december.

Stort potentiale
Udviklingen af produktionscellen sker hos Teknologisk Institut, der arbejder på at få både hardware og software til at arbejde sammen. Blandt andet skal robotten udvikles, så den bliver helt sikker at arbejde sammen med. Det gælder specielt i det tilfælde, hvor operatøren eller produktionsmedarbejderens hånd kommer i klemme mellem robotgriberen og pladen.

Søren Peter Johansen, der er faglig leder af robotteknologi på Teknologisk Institut, er overbevist om, at der findes et stort potentiale i de fleksible automationsløsninger.

- Det er de små serieproduktioner ude i hjørnerne, vi går efter i det her projekt. Tanken er, at virksomhederne får nogle fleksible moduler i deres værktøjskasse, siger Søren Peter Johansen

Han er overbevist om, at der er behov for løsninger, hvor robot og mennesker hjælper hinanden i situationer, hvor en 100 procent automatisering vil være for kostbar.

- Der er et stort potentiale for de her løsninger, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093