Borkum Riffgrund vil bestå af op til 89 3,6 MW møller fra Siemens Wind Power med en samlet kapacitet på 320 MW. Parken vil kunne levere strøm svarende til næsten 330.000 tyske husstandes årlige elforbrug.
- Borkum Riffgrund 1 bliver Dong Energy's første offshore vindpark i Tyskland. Jeg er overbevist om, at Dong Energy som markedsleder inden for offshore vindkraft vil kunne spille en afgørende rolle på det interessante og hastigt voksende tyske marked, siger Anders Eldrup, administrerende direktør i Dong Energy.
Med Borkum Riffgrund 1 får Dong Energy et solidt fodfæste på det voksende tyske marked for offshore vind. Energiselskabet vil modtage en fast pris pr. produceret kWh elektricitet, indtil parken har været i drift i omkring 13 år. Derefter vil man modtage markedsprisen.
Opførelsen forventes påbegyndt i 2013, og parken vil levere strøm fra 2014. Parken vil være beliggende i Nordsøen, ca. 55 km fra Tysklands nordvestlige kyst. Dong Energy videreudvikler også naboprojektet, Borkum Riffgrund 2. Der er ikke truffet investeringsbeslutning vedrørende dette projekt.
Dong har i dag ca. 700 MW offshore vindkraft i drift og ca. 1 GW under opførelse i Storbritannien og Danmark.
