23948sdkhjf

Spørg om jura: Medarbejderen reagerede aggressivt

Af Frederik Sauerberg, advokat i Arbejdsgiverne

Situationen
I en større virksomhed arbejdede medarbejderne i skiftehold, og dermed var der også et nathold. På det hold var der imidlertid nogle medarbejdere, som efterhånden havde fået et mere og mere anstrengt forhold til hinanden. Det kulminerede en sen nat, hvor én af disse medarbejdere kom med en kommentar om en andens arbejde.

Kommentaren blev af flere vidner opfattet som sjov og harmløs. Men medarbejderen, den var rettet imod, reagerede aggressivt. Han løb over mod den forbløffede afsender, der fysisk var meget mindre. Reaktionen var så målrettet og aggressiv, at en fysisk stor lærling lagde sig imellem og fik ført den aggressive medarbejder ud af hallen. Værkføreren blev herefter tilkaldt. Han suspenderede straks den aggressive medarbejder og sendte ham hjem.

Bagefter gik værkføreren i gang med at undersøge hændelsesforløbet. Han talte med de medarbejdere, der havde overværet optrinnet og ikke mindst den medarbejder, det var gået ud over. Medarbejderen var meget rystet og gav udtryk for, at han ville sygemelde sig og ikke komme tilbage foreløbig. Næste morgen tog virksomheden som det første fat i Arbejdsgiverne for at drøfte mulighederne omkring, hvordan de skulle håndtere situationen.

Svar
Efter at have drøftet situationen med en advokat hos Arbejdsgiverne nåede virksomheden frem til den konklusion, at de skulle af med den aggressive medarbejder. Ingen af hans kollegaer var længere trygge ved ham. Så var spørgsmålet bare, om der var tale om en opsigelse eller en bortvisning. 

Arbejdsgiverne var af den opfattelse, at optrinnet i hvert fald kunne bære en opsigelse. Alle de kollegaer, der havde overværet situationen, var enige om, at der var sket ”noget”, hvis ikke den store lærling havde lagt sig imellem.

Derudover kunne situationen sandsynligvis bære en bortvisning, hvis virksomheden kunne bevise, at der havde været tale om en fysisk trussel. En forudsætning for at bortvise en medarbejder er, at der foreligger en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet. Det måtte siges at være tilfældet her, når en medarbejder føler sig fysisk truet.

Som bekendt er det virksomheden, der har bevisbyrden for, at de omstændigheder, der har medført en bortvisning, rent faktisk har fundet sted.

Der var i dette tilfælde flere kollegaer, der havde samme opfattelse af hændelsesforløbet. Dermed havde virksomheden en god mulighed for at kunne dokumentere den aggressive medarbejders adfærd, hvis han efterfølgende ville rejse en sag mod virksomheden.

Medarbejderen blev derfor bortvist.

Der blev efterfølgende indgået forlig i sagen. Begge parter havde en procesrisiko forbundet med en eventuel sag.

”Spørg om jura” er udarbejdet i samarbejde med jurister hos Arbejdsgiverne. Ovenstående beskrivelse af retsstilling kan under ingen omstændigheder erstatte konkret juridisk rådgivning vedrørende overenskomstmæssige forhold. 
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093