23948sdkhjf

Teknisk Gummi Horsens klar til vækst med ny ejer

Teknisk Gummi Horsens har fået ny ejer, idet den administrerende direktør siden oktober 2009, Keld Sund Nielsen, har overtaget alle aktier fra Shareholder Invest Growth A/S.
Efter et par vanskelige år har den østjyske producent af gummivalser til industrielle formål i 2010 gennemgået en gennemgribende effektivisering af produktionen med indførelse af lean. Virksomheden har nu samlet produktionen på et sted, hvor kapaciteten efter investeringer i nye maskiner og bygninger er øget med 25 %.

- Vi har ryddet op og forbedret alle processer. Indsatsen har højnet kvaliteten og forbedret udgangskontrollen, leveringstiden, leveringssikkerheden og ikke mindst forbedret effektiviteten mere, end vi på forhånd turde håbe på. Medarbejderne har efter en naturlig indledende skepsis taget yderst positivt imod forandringerne, er kommet med konstruktive forslag og har medvirket til at skabe en ny kultur i virksomheden, siger Keld Sund Nielsen.

Muligheder på en række markeder
Turnaround-processen har på kort sigt kostet penge, men Teknisk Gummi Horsens ser frem til at blive en overskudsgivende virksomhed. 2011 er begyndt godt med en stigning i januar-omsætningen på 16 % i forhold til i fjor.

Virksomheden har 35 medarbejdere, heraf tre i det svenske datterselskab i Halmstad, og har en markedsandel på 70-80 % på hjemmemarkedet. Målet er med en fortsat høj servicegrad at bevare den danske kundekreds og at øge salget på en række eksportmarkeder, særligt Skandinavien, Tyskland, Polen og Baltikum, men også i det øvrige Europa og andre verdensdele. Produkterne afsættes hovedsageligt til den grafiske industri og industrivirksomheder inden for emballage, blik, plast, træ, maskiner og fødevarer.

- Vores eksportandel er nu på 40 %, og den skal øges til 50 % inden for få år. Dermed vil eksporten udgøre hovedparten af den samlede årlige vækst på 5-10 %. Men det vil på ingen måde gå ud over vore danske kunder, og selv om vi nu fremtræder som en mere industrialiseret virksomhed, stiller produktion af gummi håndværksmæssige krav, som vi fortsat vil leve op til, siger Keld Sund Nielsen

Handelsvarer udvider produktprogrammet
Som en af få producenter i Europa har Teknisk Gummi Horsens egen gummimikser og udvikler nye koncepter i eget laboratorium.

Foruden egne produkter indgår med virkning fra 1. januar 2011 handelsvarer fra to producenter; Ruma i Holland, der producerer gummivalser op til en diameter på Ø1,8 meter og en længde på 10 meter til hovedsageligt stål- og papirindustrien, og Internnorm i Tyskland, der producerer PUR-produkter. Begge leverandører komplementerer det eksisterende produktprogram, og Teknisk Gummi Horsens er agent/importør i hele Skandinavien for de to leverandører.

Programmet af handelsvarer vil løbende blive udvidet, efterhånden som de rigtige samarbejdspartnere dukker op.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08