23948sdkhjf

FJ Industries bliver fynsk arbejdsmiljø-pioner

FJ Industries i Ferritslev har som den første virksomhed på Fyn modtaget MiljøForum Fyns Diplom for en dokumenteret indsats omkring arbejdsmiljøet i form af en dugfrisk arbejdsmiljøredegørelse.
Arbejdsmiljøredegørelsen er udarbejdet af kvalitets- og miljøchef Gurli Laursen i samarbejde med MiljøForum Fyn, som har introduceret et koncept for indføring af systematisk arbejdsmiljøledelse.

Arbejdsmiljøkonceptet tager i lighed med miljø udgangspunkt i en manual, som beskriver principperne for systematisk arbejdsmiljøledelse, og som derved er en videreudvikling af det nuværende APV-arbejde.

Ved at følge manualens anbefalinger får virksomheden kortlagt samt vurderet og prioriteret alle væsentlige arbejdsmiljøpåvirkninger i relation til både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø samt analyseret risiko-, ulykke- og sygefraværsforhold. Dette danner grundlag for at beslutte, hvilke arbejdsmiljøproblematikker der skal arbejdes videre med. Sidst men ikke mindst er manualen et redskab til at udarbejde en arbejdsmiljøredegørelse, så virksomhedens interessenter kan få et indblik i arbejdsmiljøet.

Stigende krav om dokumentation
Arbejdsmiljøredegørelsen har givet FJ Industries mulighed for at beskrive og dokumentere de arbejdsmiljømæssige tiltag på virksomheden samt synliggøre disse tiltag overfor omverdenen.

- Vi har jo egentlig altid haft fornuftigt styr på arbejdsmiljøet, men vi har ikke hidtil været i stand til at dokumentere det overfor vores kunder og samarbejdspartnere, og det kan vi nu, udtaler Søren Weis Sørensen, administrerende direktør i FJ Industries.

- Og det er et helt klart plus for os, da vi oplever et stadigt stigende dokumentationskrav blandt andet fra den internationale bilindustri, og det drejer sig ikke længere kun om at dokumentere kvalitet, men også arbejdsmiljø, miljø og samfundsansvar. Arbejdsmiljøredegørelsen er derfor et væsentligt skridt i retningen af en OHSAS-certificering, som er et internationalt anerkendt arbejdmiljøledelsessystem, uddyber han.

Netværket er vigtigt
FJ Industries har haft et godt samarbejde med andre virksomheder i netværket, hvilket er særdeles væsentligt for en lille, men global virksomhed.

- Der bliver stillet de samme krav til os, som der bliver stillet til de store virksomheder, men vi er bare færre til at udføre arbejdet, og netop derfor er netværkstanken helt central for en virksomhed med vores størrelse, fortæller Søren Weis Sørensen.

FJ Industries har hovedkvarter i Ferritslev på Fyn og egen produktion i Danmark, Sverige og Kina. Virksomheden fremstiller, køber og forædler emner i Danmark, Sverige og Kina til kunder i industrien i Europa og Asien og beskæftiger godt 200 mennesker.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062