23948sdkhjf

Sanistål og Parker indgår strategisk aftale

Fremover bliver Sanistål hovedforhandler af Parkers produkter inden for hydrauliske ledningskomponenter, herunder alle typer af hydraulikslanger, presfittings og rørforskruninger af typen Ermeto.
Aftalen er en udvidelse af et samarbejde, som Sanistål og Parker indgik for år tilbage. Den nye strategiske aftale indebærer, at alle andre leverandører bliver udfaset, og at Sanistål nu tilbyder sine kunder et endnu bredere og ensartet sortiment af ledningskomponenter.

Målet med den nye aftale er at styrke både Saniståls og Parkers markedsposition inden for hydrauliske ledningskomponenter til både OEM- og MRO-kunder.

Logistiske forbedringer
- Partnerskabet med Sanistål repræsenterer et vigtigt element i vores langsigtede strategi: at gøre Parker-produkter hurtigt tilgængelige og konkurrencedygtige for alle kunder. Det tilfører en ny dimension til vores etablerede distributionsnetværk, der komplementerer den service, som vores eksisterende partnere udfører. Gennem samarbejdet med Sanistål styrker vi vores fokus markant på MRO-markedet. Samarbejdet understøtter således vores distributionsstrategi på det danske marked og i sidste ende medfører det en større synlighed af vores produkter, siger distribution manager hos Parker, Per Brock.

Parkers produkter lagerføres bredt på Saniståls centrallager i Billund. Og fordi Parker overvejende er lagerproducerende, bliver alle Parkers produkter desuden samlet og lagerført på Parkers store distributionscenter i Nordtyskland. Det giver væsentlige logistiske fordele.

- Den nye aftale giver mange fordele, som vi kan bære videre til vores kunder. Blandt andet kan kunderne nu se frem til hurtigere levering og større lagerforsyningssikkerhed, idet vi nu kan trække på Parkers store lager i Nordtyskland. Det nedbringer lageromkostningerne og gør kundernes produktion smidigere og mere effektiv, fortæller markedsdirektør hos Sanistål, Poul Willadsen.

Bedre adgang til teknisk support
Saniståls aftale med Parker indebærer desuden, at vejen til teknisk support og rådgivning er blevet kortere.

- I det daglige skal kunderne fortsat kontakte Sanistål for support og teknisk assistance. Men i de tilfælde hvor der er behov for ekstra hjælp og vejledning, kan vi frit trække på Parkers indgående tekniske viden. På den måde er vi nu i langt højere grad i stand til at løse vores kunders udfordringer hurtigt og effektivt, forklarer Poul Willadsen.

Parker-koncernen har en årlig omsætning på mere end 10 mia. dollars og et tæt samarbejde med virksomheder over hele verden inden for alle områder af industrien. Parker i Danmark består af salgsselskabet Parker Hannifin og produktionsenheden Polar Seals og beskæftiger ca. 165 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141