23948sdkhjf

Svindelramt direktør: Jeg er stoppet med at ærgre mig

0,5 mio. kr. er endegyldig tabt. Det er udgangen på sagen, hvor mailsvindlere udsatte Global Outsourcing for udspekuleret bedrageri.

Det er et års tid siden, at dansk politi henlagde efterforskningen. Og ejerne af den vestjyske underleverandør har sluppet bitterheden og kigger nu fremad.

- Jeg er stoppet med at ærgre mig og er ikke en bitter mand. Men vi skal lære af det, og man skal ikke falde i den samme fælde to gange. Kan vi hjælpe andre til at blive klogere, så er det givet godt ud at fortælle om farerne, siger Rene Mikkelsen, teknisk direktør og medejer, Global Outsourcing.

Underleverandøren, der sourcer stålkonstruktioner globalt, var i sommeren 2015 udsat for et ”man in the middle” hacking-angreb. Her slog svindlere til ved hjælp af snydemails og hacket adgang til en mailkorrespondance med en udenlandsk leverandør.

På denne udspekulerede måde snød de den danske virksomhed til at overføre 0,5 mio. kr. til en udenlandsk konto, og derefter blev pengene straks sendt videre.

Læs hvordan svindlen skete her:

Udspekuleret mailsvindel koster underleverandør en formue
Mailsvindel-offer: Pengene er strandet i England

Engelsk ombudsmand slukkede håbet
I en periode troede Rene Mikkelsen, at det var lykkedes at få indefrosset den halve mio. kr. på en konto i en engelsk bank. Derfor indledte man et tovtrækkeri for at få adgang til pengene.

Men i november 2015, et lille års tid inden efterforskningen bliver stoppet, meddeler engelsk politi, at pengene er fra en anden svindelsag. Efter en klage til den finansielle ombudsmand i England bliver afvist to måneder senere, har ejerne afskrevet pengene. 

- Allerede da den engelske finansielle ombudsmand kom til den konklusion, at der ikke er mere at komme efter, forsvandt muligheden for at få pengene igen. Vi ville ikke få penge tilbage, selv om det danske politi fik et gennembrud, siger Rene Mikkelsen.

En ting ærgrer medejeren
Hos Global Outsourcing har den udspekulerede svindel betydet, at man har ændret procedurerne. Og ejerne er blevet mere mistroiske, når en henvendelse lyder for god til at være sand.

Og hvis en af virksomhedens leverandører skriver, at de har skiftet kontonummer, så sikrer man med et telefonopkald at få det bekræftet.

- Vi ærgrede os dengang, men vi kom til den konklusion, at der var ikke andet at gøre end  at lægge sig i selen og tjene nogle andre penge, uddyber Rene Mikkelsen.

Kunne lokke svindleren i fælden
Der er dog en enkelt ting, som bliver ved med at spøge hos Rene Mikkelsen. For linjen var stadig varm til svindlerne, da det udspekulerede fupnummer i sin tid blev opdaget.

Det ærgrer ham derfor, at man ikke prøvede at overføre et mindre beløb og derved med det samme kunne spore, hvor pengene endte henne. Men den vej afviste politiet at gå.

- Vi havde muligheden for at få fat i bagmændene, som snyder, snyder og snyder. Det ærgrer mig, at man opgav på forhånd, siger Rene Mikkelsen.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125