Unge svigter industriuddannelser
Der er for få unge, der ønsker at blive smed eller industritekniker. Trods kampagner og åben hus-arrangementer er der stadig for få lærlinge til at dække industriens behov.
Det viser Jern & Maskinindustriens rundspørge til en række erhvervsskoler. Nogle skoler har en lille fremgang, andre har en lille tilbagegang.
Samlet set er der tale om tæt på status quo i forhold til 2016 på optaget på grundforløb 2 til smede- og industritekniker-uddannelserne.
- Vi får for få smedelærlinge og for få industriteknikerlærlinge til at dække områdets behov, konstaterer Ole Iversen, uddannelses- og erhvervsvejleder på Skjern Tekniske Skole.
- Vi bor jo midt i "Smedeland", og vi kan ikke forsyne vores virksomheder med smede og industriteknikere. Der er mange unge, der søger inden for datakommunikation og mekaniker-uddannelsen, som er uhyre populær. Men mange af dem ender uden læreplads. Udfordringen er at trække de unge væk fra en populær uddannelse og over til en uddannelse, hvor de faktisk er helt sikre på at få en læreplads, siger Ole Iversen.
Optaget på Skjern Tekniske Skole er steget fra 17 til 26, sådan som tallene ser ud her, hvor skoleåret lige er startet.
På Herningsholm Erhvervsskole er optaget for industriteknikere og smede derimod faldet fra 28 til 22 fra 2016 til 2017.
På Syddansk Erhvervsskole i Odense og Vejle er optaget på de to uddannelser tilsammen steget fra 82 til 90. Skolens kommunikationschef Lars Havelund kan ikke give nogen forklaring på det fortsat lave optag. Derimod glæder han sig over et stort optag til automatiktekniker-uddannelsen.
EUC Sjælland oplever også en svigtende tilgang til smedeuddannelsen. Optagelsestallet er faldet fra 26 sidste år til 23 i år.
Den dalende optag har fået industrien til at reagere med en storstilet lærlingeindsats, der blandt andet giver en garanti for praktikpladser inden for industrien på indtil videre tre erhvervsskoler.
Virksomheder giver unge garanti for praktikplads
Håndværkerguld
EUC Sjælland gør nu noget ved det dårlige kendskab til mange af erhvervsuddannelserne. EUC har netop 24. og 25. august arrangeret skolemesterskaber i 11 forskellige fag, inklusive smedefaget, i Næstved Storcenter. Det skal få de unge til at få øjnene op for erhvervsuddannelserne. Arrangementet har havde sloganet "Håndværkerguld".
- Vi skal gøre smedefaget og alle vores andre faguddannelser synlige og konkrete, så nogle af fordommene omkring erhvervsuddannelserne kan blive brudt ned, siger John Norman, direktør for EUC Sjælland.