I 2009/2010 steg omsætningen med 16 % til 1,4 mia. kr. hos den tyskejede autoreservedels-koncern. Dermed er FTZ forud for den strategiplan, man har lagt.
- Ifølge vores planer skulle vi nå en omsætning på 1,5 mia. kr. i 2015, men det har vi udsigt til at nå allerede i år, udtaler administrerende direktør Jens Sørensen til Børsen. Han satser i stedet på at nå 2 mia. kr. i omsætning i 2015.
Den kraftige vækst skyldes blandt andet, at FTZ har opkøbt en række mindre konkurrenter således, at man i dag kun har en transporttid på 25 minutter til langt de fleste danske autoværksteder.
Det har sikret FTZ en markedsandel på 52,5 % på det frie eftermarked, der både omfatter uafhængige værksteder og autoriserede værksteder, der servicerer andre bilmærker end producentens eget.
De flotte omsætningstal for 2009/2010 sikrede FTZ et overskud før skat på 126 mio. kr. – en stigning på mere end 50 % i forhold til året før.