Når mængden af vindmøllestrøm ændrer sig i takt med vindstyrken, kan elnettet komme i ubalance, fordi der er forskel på, hvad der bliver produceret, og hvad der bliver brugt af strøm ude hos forbrugerne. Det vil Vestas lave om på i samarbejde med Aalborg Universitets Institut for Energiteknik. Et nyt udviklings- og forskningsprojekt skal sørge for, at strømmen fra vindmøller kan komme i et mere jævnt flow.
Projektet vil de næste tre år arbejde på at udvikle metoder, som både kan lagre strømmen fra vindmøller og styre strømmen, som sendes fra vindmøllerne ud på elnettet bedre, end man kan i dag. De nye metoder skal sikre, at fremtidens vindkraftværker i endnu højere grad reducerer behovet for kraftværker baseret på fossile brændsler, og dermed mindsker CO2 udslippet yderligere.
Én lovende teknologi for fremtidens vindkraftværk er introduktionen af et energilager med vindmøllerne. Både møllerne og lageret skal underlægges et fælles energistyringssystem, et virtuelt kraftværk.
- Lageret kan sørge for, at et vindkraftværk kan levere strøm i et bedre styret flow end i dag. Det betyder, at vindenergi kan udnyttes noget bedre, end vi kan i dag, og det vil gøre vindkraftværkerne til en endnu bedre forretning for vores kunder, siger Dr. Philip Carne Kjær, chef specialist, Vestas Technology R&D.
- Vi er glade for støtten fra Højteknologifonden til dette banebrydende projekt. Det er vigtigt, at Danmarks position som foregangsland også udnyttes til at demonstrere næste generation af teknologi på vindenergiforsyningsområdet, siger Finn Strøm Madsen, president, Vestas Technology R&D.
- Dette projekt har store perspektiver for fremtidens energiforsyning, og vi glæder os til at være med til at finde de bedste løsninger, siger Remus Teodorescu, professor, Aalborg Universitets Institut for Energiteknik.
Projektet fra Vestas og Aalborg Universitet har et budget på 30 mio. kr. Højteknologifonden støtter projektet med 15 mio. kr.