http://www.dantherm.dk
Dantherms ledelse kommenterer årsregnskabet for 2006 som særdeles utilfredsstillende. Alle tre forretningssegmenter har klaret sig dårligere end ventet. Omsætningen steg en smule fra 2.896 mio. kr. 2.958 mio. kr. i 2006, men driftsresultatet blev kun 10 mio. kr. mod 77 mio. kr. sidste år. Årets resultat endte ud med et underskud på 5 mio. kr. mod et overskud året før på 61 mio. kr. Inden for forretningssegmentet Produkter til luftbehandling er årsagen til den negative udvikling en lav afsætning og lave dækningsgrader i første halvår, stigende råvarepriser, en lav afsætning af produkter til forsvarssektoren samt øgede omkostninger til introduktion af nye produkter. På området Komfortventilation er underskuddet i 2006 påvirket af blandt andet en omstrukturering af Glenco, som indebar ændringer i organisationen, kraftig reduktion af VVS-aktiviteterne og omlægning i anlægsafdelingen i Øst-Danmark. Inden for forretningssegmentet Procesventilation er den negative udvikling i 2006 påvirket af en omstrukturering af aktiviteterne i Frankrig – en omstrukturering som blandt andet omfattede sammenlægning af to fabrikker og afskedigelse af en række medarbejdere. Desuden oplevede datterselskabet i USA nedgang i afsætningen, som bevirkede at de forventede resultater ikke blev opnået. Udviklingen på de øvrige markeder var tilfredsstillende. Kilde: Årsrapport 2006 /