23948sdkhjf

Investeringer betaler sig for Hydra-Comp

Hydraulikspecialisten mærker for alvor effekten af de tiltag, som blev iværksat sidste år. Blandt andet virksomhedens egenudviklede cylinder-konfigurator trækker kunder til.

Samtidig bliver der udviklet flere hydraulikløsninger til industrien, og årets første kvartal har også budt på eksportfremgang. Især nordmændene handler stort ind i Skive, oplyser Hydra-Comp i en pressemeddelelse.

Direktør Jørgen Jacobsen kan konstatere, at væksten er mest markant på netop de forretningsområder, man har investeret ekstra kræfter og økonomi i.

- Strategien holder. Det er rart at få bekræftet. Sidste år optimerede vi flere grene af virksomheden med både nye kolleger, udvikling og nyt udstyr. Der var mange omkostninger, men vi begynder at høste frugterne, siger han og forklarer videre, at lanceringen af online-konfiguratoren på hjemmesiden har udmøntet sig i en bedre og mere fleksibel service, da dialogen med kunden ofte bliver konkret meget tidligt i forløbet.

- Nu kan kunden også præsentere os for en produktionsklar tegning af en hydraulikcylinder – og ikke kun den anden vej rundt. Vi kommer hurtigere frem mod målet.

Mange brugere
Jørgen Jacobsen understreger, at cylinder-konfiguratoren stadig skal betragtes som en ekstra ydelse, men der er kommet flere ordrer og nye kunder på grund af den. Man har rundet 230 registrerede brugere -  alle vel at mærke tilknyttet en virksomhed. Derfor er han ekstra tilfreds med stigningen i antallet af tilmeldte.

- Og tegningerne bliver altså brugt. En stor del af dem ender som hydraulikcylindre i produktionen. Konfiguratoren er nu oversat til engelsk og tysk, så vi kan lancere den på eksportmarkedet, fortæller direktøren og uddyber, at den aktuelle succes i Norge er tæt forbundet med en målrettet online indsats.

- Det er webshoppen der trækker læsset. Norge har altid haft høj prioritet, og vi besøger landet jævnligt. I år er det særligt store hydraulikgrossister, vi har fået som nye kunder.

Tyskland og transport
Den tendens håber Jørgen Jacobsen at kunne overføre til det tyske marked. Her er der også fremgang, men Tyskland tegner sig stadig for under 10 procent af omsætningen. Rygtet om en markant hurtigere leveringstid hos den danske hydraulikspecialist er dog begyndt at sprede sig. Særligt hos transportsegmentet.

- Vi kan levere hurtigere end de lokale. Det er de overhovedet ikke vant til, når det gælder kundetilpassede løsninger. Transportbranchen er et kerneområde for os, så det passer som fod i hose. Vi har bare ikke gjort nok i Tyskland, men opprioriterer nu markedet. Heldigvis har vi flere trofaste kunder, som er flinke til at fortælle om os syd for grænsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078