23948sdkhjf

Hvad i alverden har metalindustri og design med hinanden at gøre?

Klumme: Det er en fejl at tro, at metalindustrien ikke kan vinde noget ved målrettet arbejde med design. Metalvirksomheder kan på linje med møbel- og modevirksomheder opnå kraftig vækst og større brugertilfredshed, hvis de inkorporerer design og innovation i deres forretningsstrategi.
Klumme af Merete Brunander, Design- og Innovationsdirektør, Dansk Design Center

Det er en udbredt misforståelse, at design udelukkende handler om mode og møbler. Hos erhvervsvirksomhederne møder vi ofte fordomme omkring designere og design generelt, og ikke mindst i metalbranchen føler mange virksomhedsledere, at design er noget elitært og ikke er relevant for deres virksomhed.

Men den holdning er forfejlet. Enhver virksomhed, som udvikler produkter og ønsker vækst, bør arbejde strategisk med design og på den måde udvikle produkter, som er brugervenlige, så enkle som mulige og dermed konkurrencedygtige på et marked med hård kamp om kundernes gunst.

Fra stagnerende smedevirksomhed til slamsugersucces
Lad os tage et eksempel. J Hvidtved Larsen var for år tilbage en smedevirksomhed som så mange andre. De lavede alt fra slamsugere, kraner til chassisrammer og busser.

I et forsøg på ikke at være for sårbare, producerede virksomheden i øst og vest, men på den måde lykkedes det dem heller ikke at dygtiggøre sig ordentligt inden for noget af det.

Efter et generationsskifte hævede man ambitionsniveauet. Udviklingschefen besluttede sig for, at virksomheden skulle specialisere sig inden for slamsugere, og da der i Danmark kun var begrænset efterspørgsel på slamsugere, måtte virksomheden ligeledes satse på eksport.

Derfor tog ledelsen ud i verden og undersøgte behovet på det internationale marked, og herefter tog man kontakt til en designvirksomhed, som kunne se hele produktionen igennem i sømmene.

Resultatet blev slamsugeren Flexline, som var en ændring fra specialbyggede slamsugere, bygget fra bunden og tilpasset den enkelte køber, til 90 % færdige og langt mere enkle og brugervenlige standardmoduler, hvor de sidste 10 % skræddersys til kunden. På den måde kunne virksomheden producere langt mere effektivt, billigere og bedre, og den færdige slamsuger var lettere at betjene og at holde ren.

I løbet af få år steg antallet af solgte slamsugere fra ca. 20 om året til mere end hundrede, og virksomheden har oplevet stor vækst.

Efter Flexline-succesen fik Hvidtved Larsen samtidig blod på tanden og fortsatte udviklingen af nye modeller i samarbejde med udefrakommende designere. I dag er virksomheden en succesfuld sælger af slamsugere, og de har nu udviklet i alt fem forskellige slamsugermodeller samt et meget sikkert og retlinet brand.

Også din virksomhed kan opnå vækst via design
Eksemplet med J Hvidtved Larsen er kun et af mange eksempler på, at selv de virksomheder, som arbejder med de produkter, man traditionelt betragter som uæstetiske og udelukkende funktionelle, kan opnå stor succes gennem bevidst arbejde med design og innovation.

I Dansk Design Center er det vores opgave at udbrede dette budskab til virksomhederne samt at vise dem, hvordan de kommer i gang med design. Hvis du er i tvivl om, hvordan din virksomhed kan få gavn af design og innovation, så kontakt Dansk Design Center. Læs mere på www.ddc.dk .
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.708