23948sdkhjf

Formkon klar med ny produktionsmetode til rustfri stålemner

Formkon ophæver så at sige tyngdekraften med en revolutionerende ny metode til hurtige, komplekse og detaljerede prototyper eller småserier i rustfri
En helt ny metode til fremstilling af prototyper og små-serier i rustfri stål har set dagens lys hos udviklingsvirksomheden Formkon A/S i Skive.

- Vi har arbejdet intenst på udviklingen af metoden de seneste par år, og nu er gennembruddet her. Vi er de eneste i verden, der mestrer denne teknologi, så vi forventer meget af den. Vi tror, det bliver lidt af en revolution – lidt ligesom da man i sin tid udviklede SLA-maskinerne, vurderer Lars Høy, der er en af de fire indehavere af Formkon.

Enkel formopbygning
Han fortæller videre, at den nye teknologi især handler om selve støbningen.

- Normalt fremstiller man prototyper eller småserier i stål ved hjælp af investment casting, enten i sandforme eller keramiske forme. Dermed støber man også med de begrænsninger, der er i selve formene. I begge tilfælde fyldes formene i en proces som hedder kokillestøbning. Normal kokillestøbning fungerer grundlæggende såre simpelt ved, at tyngdekraften fylder formen.

- Uden at afsløre for meget om de grundlæggende principper, har vi fundet frem til en meget enkel metode til formopbygning og ikke mindst en ny metode til at fylde formen bedre – uden at være afhængige af tyngdekraften, der alligevel ikke kan gøre arbejdet godt nok, siger Lars Høy.

Stål drillede ingeniører
Formkon er i forvejen en af landets specialister, når det gælder formfremstilling, prototyper etc. Og problemerne med rustfri stål har drillet Skive-ingeniørerne.

- Vi fremstiller i forvejen både prototyper og små-serier i magnesium, zink, rødgods, bronze, messing og aluminium, og vi har i de forløbne år ofte haft forespørgsler på de samme ydelser omkring rustfri stål, forklarer Lars Høy og fortsætter:

- Vi har hidtil afstået fra at prøve kræfter med det – dels fordi stål først smelter ved 1.700 grader, og dels fordi vi ikke har haft hverken maskiner eller kompetencerne til så høje temperaturer. Men efter udviklingen af den nye metode har slået an, har vi nu investeret i maskinerne til det. Så vi er nu klar, når kunderne kommer med deres opgaver.

Bedre og mere komplekse ståldele
- Vi har brugt det sidste halve år på at finpudse metoden og lave en masse forsøg. Resultaterne ser meget lovende ud, og jeg tror, at metoden hurtigt vil betyde en omvæltning i den måde, fx maskinproducenter fremstiller deres maskiner på. Nu kan det nemlig lade sig gøre at fremstille rustfri ståldele til maskiner mere komplekst og bedre end ved hjælp af de traditionelle metoder, der indebærer en langsommelig proces med værktøjsfremstilling osv., siger Lars Høy.

- Vores metode er både hurtig og enkel, der er ingen værktøjsomkostninger, og man kan fremstille emner, der normalt ikke er afformningsbare. Der ligger et stort potentiale for støbning af dele, der kræver kanaler og kamre til opvarmning, køling, til transport af væske etc., tilføjer han.

Interessant for mange brancher
Lars Høy ser flere oplagte muligheder med den nye teknologi.

- Faktisk kender vi ikke helt teknologiens begrænsninger endnu, så vi er meget åbne over for kundernes egne ideer til anvendelsen. Metoden dur dog ikke til højvolumen produktion, men den er oplagt alle steder, hvor man har brug for rustfri stålemner med høj kompleksitet i et lavt stykantal. Det gælder fx maskinbyggere, producenter af varmevekslere, fødevareindustrien, producenter af maskiner og udstyr til medico- og dentalbranchen osv.

- Jeg synes, der er meget store perspektiver i det, fordi det giver vores kunder mulighed for konstruktioner næsten helt uden begrænsninger og samtidig mulighed for at komme langt hurtigere i mål med deres projekter, og dermed reducere time-to-market. En anden – og mere samfundsmæssig - fordel er, at denne her teknologi, er så videnbaseret og smal, at den ikke kan efterlignes som discount-produkt i østlandene. Metoden bygger på danske ingeniøres kreativitet, samarbejde, viden og knowhow, så der er mulighed for den på sigt vil generere nye arbejdspladser i Danmark.

Kilde: Formkon - http://www.formkon.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093