23948sdkhjf

Vækst trods afmatning hos Jorgensen Engineering

Maskinkoncernen Jorgensen Engineering i Odense har navigeret sikkert gennem den økonomiske krise.
2009 har ikke ligefrem været noget jubelår i branchen, og Jorgensen-koncernen har da også mærket en investeringsforsigtighed og skærpet konkurrence, men fortsætter alligevel væksten.

Koncernregnskabet viser, at man på trods af et lille fald i omsætningen på 6 mio. kr. til 288,9 mio. kr. er endt med et bedre resultatet. Årets resultat steg nemlig med 1,1 mio kr. til 8,8 mio. kr.

Hemmeligheden er at ville noget
Administrerende direktør Jens Nyeng er ikke i tvivl om, hvorfor Jorgensen har klaret sig godt i seneste regnskabsår.

- Hemmeligheden bag succes er som bekendt stadig at ville noget. Og det handler dermed kontinuerligt om optimeringer, innovationsarbejde, kundefokus og markedsføring. Men det vigtigste er menneskene bag og betydningen af en fleksibel og engageret medarbejderstab, udtaler han.

Blandt andet kan Jorgensen Engineering nu konstatere, at opkøbet af den nordjyske maskinfabrik brüel international a/s i 2006 er begyndt at bære frugt. En turnaround, med en tidshorisont på tre år, blev igangsat for at vende udviklingen hos den hårdt kriseramte vaskespecialist, og det ser nu ud til, at det er lykkedes.

Kirsebær med de store
På trods af den globale afmatning fastholder Jorgensen også den stærke nicheplacering indenfor mælkepulverindustrien, hvor verdens førende producenter som Wyeth, Nestlé og Abbott stadig sender bud efter den fynske virksomhed.

- Det giver en masse erfaring og rykker positivt ved vores selvforståelse, når vi spiser kirsebær med de store, og vi forventer stadig flere interessante projekter, der kan konsolidere Jorgensens position som én af de førende specialister på dette marked, siger Jens Nyeng.

I 2010 forventer han at kunne fortsætte den positive kurs. De to første måneder af regnskabsåret har vist gode takter, og det kombineret med en solid ordrebog, en stor tilbudsmasse og et pænt aktivitetsniveau giver grobund for optimismen.

Kilde: Jorgensen Engineering - http://www.jorgensen.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125