Allerede i slutningen af 2008 så Saniståls ledelse tegn på en opbremsning i samfundsøkonomien. Og derfor reagerede administrerende direktør Christian B. Lund prompte og satte en række tilpasninger i gang. I dag erkender han dog, at krisen udviklede sig langt voldsommere end forudset, og resultatet blev, at koncernens omsætning på kort tid faldt med 25 %. Det skriver Jyllands-Posten.
- Vi troede, at vi havde reageret i god tid, og det er naturligvis en markant udfordring, når omsætningen dykker brat på så kort tid. Vi har været igennem fyringsrunder, store omkostningsbesparelser, effektiviseringer, omorganiseringer og frasalg af ikke-kerneforretninger, udtaler Christian B. Lund til Jyllands-Posten.
I alt er der blevet skåret mere end 500 mio. kr. af omkostningerne hos stålgrossisten, der dog alligevel forventer et underskud på 200 mio. kr. i 2009. Christian B. Lund forklarer, at det dels skyldes, at besparelserne først får effekt med en vis forsinkelse og dels, at Sanistål har haft store udgifter til omstruktureringerne.