23948sdkhjf

Ingen nedjustering fra Vestas

Endnu en gang overraskede Vestas analytikerne og undlod at nedjustere de økonomiske forventninger til 2009. Regnskabet for tredje kvartal viser en lille stigning i omsætningen og en pæn forbedring i indtjeningsevnen.
Omsætningen i tredje kvartal 2009 steg med 3 % i forhold til samme periode sidste år. Dermed endte man på 1,814 mia. euro (13,5 mia. kr.). I årets første tre kvartaler hentede man en omsætning på 4,130 mia. euro (30,7 mia. kr.) mod 3,554 mia. euro (26,5 mia. kr.) i samme periode i 2008. I årets første ni måneder er omsætningen således vokset med 16 %.

EBIT steg med 53 % til 244 mio. euro (1,8 mia. kr.) i første kvartal. I årets tre første kvartaler steg EBIT med 39 % til 398 mio. euro (3,0 mia. kr.). Dermed har vindmølleproducenten forbedret sin EBIT-margin fra 8,0 % i de tre første kvartaler af 2008 til 9,6 % i 2009.

På den baggrund har Vestas valgt at fastholde sine forventninger til 2009, hvor man kalkulerer med en omsætning på 7,2 mia. euro (53,6 mia. kr.) og en EBIT-margin på 11-13 %.

- Kreditkrisen har siden efteråret 2008 sat sit præg på industrien, hvorfor ordreindgangen i de seneste 12 måneder har været begrænset og betydeligt under niveauet i samme periode 2007/2008. Mange kunder har ikke kunnet finansiere planlagte projekter enten på grund af forhøjede finansieringsomkostninger eller egentlig kapitalmangel. Hertil kommer, at nogen af de banker, der tidligere var vigtige aktører på vindmøllemarkedet, ikke længere er aktive. Resultaterne af de mange regeringsinitiativer verden over begynder imidlertid nu at kunne ses, og markedsudsigterne forbedres. Flere nye banker og finansieringsinstitutioner gør samtidig deres entré, hvorfor kreditkrisens påvirkning af vindmøllemarkedet er aftagende, skriver Vestas i sit kvartalsregnskab.

I 2010 forventer Vestas at realisere en EBIT-margin på 10-12 % og en omsætning på 7-8 mia. euro. Omsætningsintervallet afspejler den usikkerhed, som kreditkrisen har skabt på kort sigt. Opbremsningen i lønsomhedsfremgangen skyldes, at Vestas på kort sigt har en vis overkapacitet, og at man udvider med yderligere 600 R&D-medarbejdere.

- Ordreindgangen har i løbet af 2009 overrasket negativt – især procestiden har været længere end forudset, men Vestas forventer fortsat i de kommende måneder at offentliggøre ordrer for flere mia. euro, der skal medvirke til at sikre forventningerne til 2010, skriver Vestas.

Kilde: Københavns Fondsbørs

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172