23948sdkhjf

Maskinfabrik-direktør efterlyser initiativer til at bringe industrien ud af krisen

Direktør for Ringsted Maskinfabrik, Hans Larsen, tror ikke, krisen er ved at blæse over. Han efterlyser nye initiativer, der kan sikre, at arbejdspladser fastholdes i Danmark til gavn for den danske økonomi.
På sin egen ordrebeholdning og kundetilgang har Hans Larsen fra Ringsted Maskinfabrik selv mærket finanskrisen.

- Vi her på Ringsted Maskinfabrik har ikke mærket meget til, at krisen skulle være ovre endnu. Jeg tror, det er meget individuelt for virksomheder, om de er kommet over krisen. Det kan være i form af, at eksisterende kunder har fået mere at lave eller har fået tømt ud af deres lagerbeholdninger og derfor skal fylde lidt op igen i en periode. Jeg tror det vil bølge frem og tilbage i en periode, siger Hans Larsen, og uddyber:

- Vi har haft nogle måneder, der har været lidt bedre end de forrige, men jeg tror, det er på grund af lageropbygningerne. Jeg tror også, at de virksomheder, der oplever fremgang, er virksomheder inden for specielle nicher eller lignende, for det er ikke nemt at tiltrække nye kunder, hvor der er stor volumen med i spil i disse tider. Vi har dog tiltrukket nye kunder i år, men de kan ikke gå ind og erstatte det tabte fra faste kunder. Der er ikke samme volumener i spil. Faste kunder handler for en 1/3 af, hvad de plejer.

For ham er det et sørgeligt syn at se halvdelen af fabrikkens ni CNC-styrede maskiner stå stille, fordi det er økonomisk trange tider i dansk industri, og derfor efterlyser han, at de danske politikere tager ansvar og hjælper industrien på vej.

- Det bliver hele tiden talt om krisen i byggeriet, og regeringen har en del fokus på det, men jeg synes, man glemmer industrien lidt. Jeg har ikke mærket eller set nogen form for hjælp bortset fra udskydning af moms og skat, men det bider sig selv i halen i sidste ende, og det er måske heller ikke den form for hjælp, vi trænger til. Vi mangler en indsats fra de politiske ledere, lyder det fra Hans Larsen.

- Hvordan bibeholder vi arbejdet i Danmark indenfor industrien? Det er et spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på. Meget af arbejdet bliver flyttet ud til øst og andre dele i Europa og verden, fordi produkterne kan laves billigere. Men hvordan hjælper det Danmark og befolkningen her? Vi kan ikke mere bare leve på vores viden, kvalitet og teknologi som før, for den har de også fået adgang til i øst og mange andre dele af verden, uddyber han.

For ham at se er det først og fremmest de danske udgifter til løn, skatter, afgifter og påbud, der er en hæmsko for den danske industri - maskiner og materialer koster jo det samme som i andre lande.

- Jeg tror det er en stor parameter, som man snart skal tage meget alvorligt, for det er vores velfærd, der står på spil i fremtiden, og vi er i forvejen rykket noget ned på den velfærdsliste. Hvad vil regeringen gøre ved det i fremtiden?, spørger Hans Larsen.

- Danmark var et landbrugsland, derefter gik vi over til at være et industriland, og i dag er vi et ”kommune-land”, for vi har flest ansatte indenfor kommuner og landsting. Men vi kan ikke alle arbejde i kommunerne. Nogen skal jo tjene pengene, for at kommunerne kan fungere og for at få det hele til at hænge sammen. Vi skal have hjulene til at fortsætte og få noget positiv stemning i gang, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.383