23948sdkhjf

Slut med skibsbygning på Lindø

Bestyrelsen hos AP Møller-Mærsk besluttede mandag, at der ikke længere er basis for kommercielt skibsbyggeri på det fynske værft.
Baggrunden for beslutningen er, at Lindø de seneste år har haft endog særdeles svært ved at tiltrække nye ordrer på grund af den hårde konkurrence fra Fjernøsten. Og selv om Lindø har været igennem flere omfattende sparerunder, er det ikke lykkedes at komme værftets store underskud til livs.

På den baggrund har bestyrelsen på værftet besluttet at lukke skibsbygningsaktiviteterne, når de indgåede skibskontrakter er opfyldte. Dermed planlægges en reduktion af den nuværende arbejdsstyrke, så den løbende bliver tilpasset produktionen. De nuværende ordrer af skibe, fem bulkskibe, syv ro-ro skibe og tre fregatter, afleveres løbende frem til henholdsvis august 2010, november 2011 og februar 2012. De første opsigelser af ca. 175 medarbejdere forventes at ske fra udgangen af august måned i år.

- Vi må konstatere, at det ikke er muligt for Lindø at tiltrække nye ordrer. Bestyrelsen har derfor valgt at melde klart ud, at Lindø ikke kommer til at bygge flere skibe, når de nuværende ordrer er afleveret, siger bestyrelsesformand Lars-Erik Brenøe, og fortsætter:

- Vi vil fortsætte arbejdet med at tiltrække kunder til Lindø Industriservice og arbejder i den forbindelse på at kunne sikre et betydeligt antal arbejdspladser. Vi vil i den kommende tid samarbejde tæt med alle relevante parter for at levere den bedst mulige hjælp til de medarbejdere, der må forlade Lindø i løbet af de næste år.

Efterhånden som skibsværftets ordrer færdiggøres frigøres kapacitet til brug for industridelen. Det betyder dels, at både Lindø Industripark og Lindø Industriservice får større kapacitet til salg til andre kunder. Dels at Lindø Industriservices forretningsområder ikke længere er strategisk nødvendige for værftet og derfor kan sælges som selvstændige forretninger. Lindø Industriservices forretningsområder omfatter drift af kajplads og kraner, herunder portalkranen, stållager, stålindkøring, stålfræsning og skæring, intern transport af tungt materiel, fremstilling af rør og stålkomponenter samt udlejning af oceangående transportpramme.

Med ophør af skibsbygningsaktiviteter på Lindø er der ikke længere behov for ejerskab af det litauiske skibsværft, Baltija Shipyard. Selskabet sættes derfor til salg. Salget vil ikke have konsekvenser for Lindøs og Baltijas nuværende ordrer. Tilsvarende sættes design- og ingeniørfirmaet UAB Baltic Engineering Centre i Litauen til salg.

Kilde: AP Møller-Mærsk - http://www.maersk.com

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14