Dansk Anodiserings Industri (DAI) oplever som så mange andre danske virksomheder væsentlige udfordringer omkring skærpede miljøkrav samt stigende energi- og lønomkostninger. Derfor opruster de sig nu og fremtidssikrer virksomheden med millioninvestering i nyt anodiseringsanlæg.
DAI er gået efter en kapacitetsudvidelse, som tilgodeser både miljø og økonomi med et energirigtigt produktionsanlæg. Udbygningen og det nye anlæg står klar til ibrugtagning efter sommerferien.
I disse globaliseringstider tales der meget om outsourcing, men DAI vil hverken flytte eller outsource.
– Vi vælger i stedet at ”ressource”, altså fastholde de ressourcer, vi har og udnytte det, som vi ved, vi er gode til, udtaler direktør Per Buck, og fortsætter – med en fantastisk dygtig og stabil medarbejderstab har vi rigtig gode forudsætninger for at blive i Thy og har derfor valgt at betragte udkantsområdets udfordringer som udviklingspotentiale.
Og udfordringer er der nok af. Dansk Anodiserings Industri startede i det små, og er i dag efter 12 år og det nye anlæg blandt Skandinaviens førende i branchen. DAI er kontinuerligt fokuseret på miljøspørgsmål og søger til stadighed at finde miljørigtige løsninger med hjælp og rådgivning fra kyndige miljøeksperter. DAI´s mange tiltag har sågar betydet, at virksomheden er blevet tildelt en miljøpris for det indre arbejdsmiljø.
Overfladebehandlingsløsningerne hos DAI spænder vidt lige fra indfarvning og korrosionsbeskyttelse af produkter til elektronik- og designindustrien til slidforbedrende overfladebehandling til vindmølle- og offshore-området, hvor det primært handler om at sikre metallets slidbestandighed, korrosionsmodstand og isoleringsevne.
Virksomheden er sågar involveret i et Mars-projekt, som vel nok er deres fjerneste ”offshore” opgave.
Kilde: Pressemeddelelse fra Dansk Anodiserings Industri.