23948sdkhjf

Seks virksomheder valgt til elitetræningscenter

De seks virksomheder er startet ud med en camp på Limfjordsøen Egholm.

De seks virksomheder, der er screenet og udvalgt som de første deltagere er: API Marine i Aalborg, Daspos i Herlev, Hirtshals Yard i Hirtshals, SafeEx i Aalborg, Victor-DST i Frederikshavn og Idoc i Aalborg.

Det Maritime Elitetræningscenter er ét af 10 udviklingscentre placeret rundt om i Danmark i det nationale Scale-Up Denmark projekt.

Som navnet antyder, har Det Maritime Elitetræningscenter til formål at understøtte væksten og udviklingen i små og mellemstore højvækstvirksomheder, der har ambitioner om og potentiale til at være i eliten på sit felt.

Fokus på produktsortiment
Daspos fra Herlev er producent af et lækage-alarmsystem til maskinrummet i krydstogtskibe, cargoskibe, supply-både og færger. En gigantordre fra verdens største krydstogtskoncern, Carnival Group, har været medvirkende til en vækst i bruttoresultat i perioden 2012-2015 på 1.137 procent.

De ønsker i forløbet på Det Maritime Elitetræningscenter af fokusere på deres produktsortiment:

- Vi har et fantastisk populært produkt, men vi ønsker at udvide vores produktsortiment for at stå stærkt i fremtiden. Vi har identificeret flere mulige udviklingsprojekter og ønsker med vores deltagelse i programmet at dedikere nogle ressourcer til at få kvalificeret idéerne for at beslutte, hvilke vi skal gå videre med. Det er vigtigt for os, at det ikke er noget, som vi kun selv sidder og kigger på, men at vi har nogle eksterne professionelle sparringspartnere, som også er med til at holde os i ørerne, så vi holder fokus på udviklingsopgaven. Succeskriteriet er, at ét af de udvalgte projekter er udviklet og klar til produktlancering i slutningen af 2017, siger Lars Gerner Lund, COO i Daspos A/S.

Vil arbejde med strategi
Victor-DST i Frederikshavn, der er specialist i bearbejdning af rørsystemer, konstruktioner og køleteknik, ser frem til at arbejde med virksomhedens strategi:

- Det er et bredt program, hvor vi selv kan præge indholdet efter behov, og så er det til en attraktiv pris set i forhold til alle de ydelser, som vi får. Vi er i gang med vores nye strategiplan, som strækker sig frem til 2020, hvor vi kan koble nogle aktiviteter til programmet. Det gælder specielt organisationsudvikling, hvor vi ønsker at få lavet en gap-analyse af ledergruppen og bestyrelsen. Der er også flere spændende kollektive aktiviteter, der er fx workshops om salg og produktionsoptimering, som vil være relevante for flere af vores ledende medarbejdere, siger Ole Nygaard, CEO Victor-DST A/S.

Mandag og tirsdag har de seks virksomheder været på start camp, på øen Egholm, i Nordjylland med fokus på netop strategi og ledelse.

Seks til otte måneder
Virksomhedernes forløb strækker sig over seks til otte måneder, hvor der bliver arbejdet intensivt med den enkelte virksomheds vækst- og udviklingspotentialer.

Det sker gennem individuelle aktiviteter med rådgivning om finansiering og kapitalfremskaffelse samt et rådgivningsforløb ved specialiserede, eksterne konsulenter. Dertil kommer kollektive aktiviteter i form af camps og workshops om faglige temaer og med mulighed for erfaringsudveksling og netværk.

-  Vi glæder os til, i tæt samarbejde med virksomhederne, at få skræddersyet et udviklingsforløb, som virkelig gør en forskel for dem og kan være med til at genere arbejdspladser. Vi har fået seks rigtige dygtige og perspektivrige virksomheder med, som er ambitiøse om deres vækstmål, siger Christine Lund, adm. direktør i Marcod, der driver Det Maritime Elitetræningscenter i samarbejde med Væksthus Nordjylland og LIVA consult A/S.

Der søges lige nu deltagere til hold to, som starter op i september. Der er kun plads til max 10 virksomheder. Er man interesseret i at høre mere, kan man kontakte Marcod.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.331