23948sdkhjf

Glem krisen og hent inspiration

Innovation og trendspotting er også for mindre virksomheder. Force Technology og AluCluster gennemfører Inspirationsdag i Aalborg, hvor det er de praktiske eksempler, der er i centrum.
- Det nytter ikke noget kun at fokusere på de daglige økonomirapporter, salgsstatistikker og produktionsdata. Erhvervslederne skal også tage sig tid til at se lidt ind i fremtiden. Det er her mulighederne er, og det behøver ikke kræve de store investeringer.

Det siger administrerende direktør Leif Guldborg Høyerby fra det sønderjyske videncenter AluCluster. I tæt samarbejde med blandt andre Force Technology i Aalborg har AluCluster tilrettelagt en inspirationsdag rettet mod det nord- og midtjyske erhvervsliv.

- Innovation er en overset disciplin i mange mindre virksomheder, og derfor har vi fundet det naturligt at få en ekspert fra rådgivningsvirksomheden ”5i” i Esbjerg til konkret at fortælle, hvordan man opbygger en innovationsafdeling, siger Leif Guldborg Høyerby og fortsætter:

- Hvad er det, dine kunder efterspørger i fremtiden? Det spørgsmål besvarer eksperter fra Panopticon Research i Haderslev. De har udviklet et system, som virksomhederne selv kan arbejde med, når de ønsker at spotte trends i markedet.

AluCluster er dagligt omdrejningspunkt for en klynge af knap 200 virksomheder, som alle arbejder inden for aluminiumindustrien. Normalt vil konferenceaktiviteterne være centreret om teknologi, men arrangementet i Novi Forskerpark i Aalborg den 14. maj er koncentreret om inspiration. Det sker efter ønske fra virksomhederne.
- Kald det erfaringsudveksling, når to erhvervsledere fra Thisted fortæller, hvordan indførelsen af en sundhedsordning kan aflæses direkte på bundlinjen, og hvilke positive resultater man kan opnå ved at have en aktiv lærlingepolitik, siger Leif Guldborg Høyerby. De to Thy-virksomheder er ab Metal A/S og Kellpo A/S.

I en tid først præget af mangel på arbejdskraft og nu af krise, er det en fordel, at virksomheder arbejder tæt sammen. I Sønderjylland har virksomhederne i Mechatronics Cluster Denmark, med succes forstået at udnytte hinandens ekspertiser og øge samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne. De konkrete resultater af arbejdet præsenteres på konferencen i Aalborg.

- Vi kan nå utrolig langt ved at lægge vores normale skepsis på hylden og i stedet indgå nye samarbejdsrelationer på kryds og tværs. Ja, vi kan vi måske komme lidt hurtigere ud af den øjeblikkelige krise, siger Leif Guldborg Høyerby.

Arrangementet finder sted torsdag den 14. maj kl. 10.00-16.00 i NOVI Forskerpark, Niels Jernes Vej 10, 9220 Ålborg Øst. Pris for arrangementet er 760,00 kr. eksklusive moms. Yderligere info kan ses på http://www.alucluster.com .

Kilde: AluCluster - http://www.alucluster.com

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094